2.DIV: 141 udvisningsminutter uddelt da Sæby slog Aab

Foto: Privat

Der var smæk fra skillingen da Aab Floorball og Sæby Floorball Klub tørnede sammen i 2.division Vest Nord. Begge hold var ubesejret inden det indbyrdes møde og derfor var der mere end bare æren på spil for de to mandskaber.

Det var gæsterne fra Sæby som fik den bedste start, men Aab kom tilbage og fik bragt sig i front med 2-1 inden første periodes slutning.

I anden periode var det hjemmeholdet som havde taktstokken og selvom Sæby fik udlignet til 2-2, var hjemmeholdet det bedre hold. Det blev de belønnet for inden tredje periode, hvor de igen var i front, denne gang med 3-2.

Aab fik en god start på trejde periode, da de hurtigt kom på 4-2. Målet virkede dog til at tænde gæsterne der fik bedre fat i spillet. Reduceringen lod dog vente på sig og kom først med godt otte minutter tilbage af kampen. 4-3 og lille momentum til udeholdet.

Under et minut efter reduceringen blev Sæby tilkendt et straffeslag. Dette fik flere Aab-spillere op i det røde felt og kastede to udvisninger af sig. En 2+10 minutter og 2 minutters for brok/dårlig opførsel.

Sæbys Anders Bering eksekverede straffeslaget og bragt balance i regnskabet på måltavlen med sin scoring til 4-4.

Sæby fortsatte i powerplay oven på de mange udvisninger og det udnyttede gæsterne til at bringe sig på 5-4 og kort efter 6-4. I forbindelse med 6-4-scoringen fik begge hold udvisninger for hårdt spil, efter nærkampe foran mål. På dette tidspunkt var der lidt over fem minutter tilbage af kampen og Aab for alvor i knæ.

Aab formåede aldrig rigtig at komme tilbage i kampen, og det fik flere frustrationer frem hos hjemmeholdet, der med halvanden minut tilbage af kampen, måtte se Jannick og Niklas Christoffersen først blive ramt af en 2+10 minutters udvisning hver for dårlig opførsel og i forlængelse af det blive idømt matchstraf 3.

Sæby fik scoret til 7-4 og næsten i samme sekvens pådrog gæsternes Victor Blokhus sig en 2-10 minutters udvisning for dårlig opførsel.

Aab fik reduceret en enkelt gang til 7-5 men med kun 35 sekunder tilbage på uret var det for sent for hjemmeholdet, der måtte se Rasmus Birmann modtage en matchstraf 3 efter kampens afslutning.

Lidt tal fra kampen:

Aab Floorball – Sæby Floorball Klub 5-7 (2-1, 1-1, 2-5)

Udvisninger:

Aab Floorball:

9 x 2 min., 3 x 10 min., 3 x 5+20 min. + Matchstraf 3 (Christoffersen, Christoffersen og Birmann)

Sæby Floorball Klub:

4 x 2 min., 1 x 10 min. (Blokhus)