U19kvinde VM-Kval: 40 gode minutter var nok mod Ungarn

Foto: Renee Kütisaar, IFF

Danmark – Ungarn 8-5 (1-1,5-3,2-1)

Finalen mellem Danmark og Ungarn blev indledt med et fint dansk pres uden det dog førte til andet end et par forkølede langskud. Det blev Ungarn der satte det første mål på tavlen – Efter et par gode redninger fra Sofia Bach Christensen måtte hun til sidst give fortabt, da Ungarn bragt sig foran efter 4 minutter. Efter det tidlige føringsmål til ungarerne blev spillet væsentlig mere åbent. Der var chancer i begge ender, Ungarn med de bedste tilbud, mens de rødblusede danskere måtte tage til takke med skud fra kanterne.

Som perioden skred frem fik Ungarn mere og mere kontrol over spillet. Danskerne havde svært ved, at spille sig ud af ungarernes høje pres, hvilket førte til flere boldtab på midten af banen. De gange Danmark fik spillet sig igennem presset løb det for ofte ud i sandet og Ungarn kunne starte forfra. Men bedst som det lignede, at 1. periode skulle ende med en 1-0 føring til Ungarn, så tog Cecilie Crolly sagen i egen hånd – Efter et fint pres kom hun frem til en friløber fra midten af banen og udplacerede sikkert den ungarske målmand til pausestillingen 1-1.

Danmark kom flyvende ud til 2. periode og bragte sig foran med 2-1 efter blot et minuts spil ved Sille Larsen – Der var mere energi og tempo i det danske spil end i de første tyve minutter, hvilket så ud til, at overraske ungarerne en smule. Danmark fortsatte med, at trykke på og kom frem til flere gode muligheder. Efter 7 minutter gav det insisterende pres omsider pote og danskerne scorede til 3-1 ved Anna Habersatter. Ungarerne svarede dog hurtigt igen og reducerede til 2-3 blot 28 sekunder senere efter en flot enkeltmandspræstation

Trods den ungarske reducering, så kørte Danmark på og gik ved midtvejspunktet i perioden fra 3-2 til 5-2 på blot et enkelt minut – Målene blev scoret af Elizabeth Hjermind og Mia Dahl. Kampens første udvisning tilfaldt Danmark efter godt 14 minutter – Trods en mand i undertal, så var det danskerne der efter en kontra kunne score til 6-2 ved Mia Dahl. Ungarn var dog igen hurtige med et svar og reducerede til 3-6 kort efter. Blot 20 sekunder før pausen lykkes det ungarerne, at sætte yderligere en pind på tavlen, så stillingen inden 3. periode var 6-4 til Danmark.

Efter en jævn indledning på 3. periode uden de helt store chancer, så blev der for alvor åbnet for sluserne. Først scorede til Danmark til 7-4 ved Mia Dahl efter 3 minutter for, så at Ungarn et par minutter senere reducerede til 5-7. Det var meget frem og tilbage i denne periode og man sad med den følelse, at der kunne scores når som helst. Danmark var mest på bolden, mens Ungarn hele tiden lå og lurede på den ene omstillingsmulighed der ville gøre det til en et måls kamp.

Med godt 9 minutter tilbage af opgøret gjorde Danmark det igen til en 3-måls kamp. Danskerne udnyttede effektivt deres første overtalsmulighed i kampen, da Sille Larsen dukkede op og scorede til stillingen 8-5. Ungarn skulle derfor frem på banen og jagte den spinkle mulighed for et comeback – Danskerne viste dog stor kølighed og levnede ikke mange muligheder til ungarerne.

Der skete ikke yderligere i kampen og danskerne kunne række armene i vejret efter deres 4. sejr i træk ved VM-Kvalifikationen i Estland.