AaB Floorball i finalen efter stærk præstation

Foto: Thomas Krogh Photography

Aab Floorball – Frederikshavn Blackhawks 9-5 (2-3, 4-1, 3-1)

De to nordjyske rivaler fra AaB Floorball og Frederikshavn Blackhawks indledte denne weekends Pokal Final 4. Det blev en særdeles tempofyldt affære med to hold der begge kæmpede det bedste de havde for, at booke den ene plads i finalen.

Frisk indledning på opgøret med flere gode optræk til muligheder i begge ender. Kampens første store chance tilfaldt Frederikshavn Blackhawks efter godt to minutter, men forsøget tog målrammen. På den efterfølgende kontra straffede AaB et tvivlsomt returløb fra frederikshavnerne og bragte sig foran med 1-0.

Det høje tempo kampen blev indledt i fortsatte efter AaBs føringsmål omend der blev længere mellem mulighederne. Blackhawks havde i den periode meget svært ved, at komme igennem til den helt åbne chance – Blandt andet takket være et arbejdsomt AaB forsvar, som flere gange formåede, at blokere skuddene.

Det blev også en tilfældighed der gjorde, at Frederikshavn fik scoret til 1-1 ved Laura de Fries efter godt 9 minutter. Efter lidt ping pong inde foran AaBs mål slog Laura til på en løs bold og bragte balance i regnskabet. Det blev også til 2-1 til Frederikshavn kort efter.

Der faldt efter Frederikshavns mål til 2-1 lidt mere ro over kampen og begge spillede noget mere afventende. De muligheder der opstod i den periode kom på skud langt udefra, som enten gik forbi eller blev taget af de dygtige målmænd. Man fornemmede derfor, at der skulle en enkeltmandspræstation til for, at bryde dødvandet.

Den stod AaBs Michell Knøsen for, da hun efter en flot aktion fik skubbet bolden ind til stillingen 2-2. Glæden varede dog kort, da Frederikshavn Blackhawks kort efter effektivt udnyttede en overtalssituation til, at bringe sig foran med 3-2 . Trods et par fine muligheder til begge hold i den resterende del af perioden, skete der ikke yderligere – Stillingen var derfor 3-2 til Frederikshavn Blackhawks efter de første 20 minutter.

De midterste tyve minutter var knap blevet sat i gang før AaB, ved tre lejligheder, var tæt på bringe balance i regnskabet. Frederikshavn havde, trods mest boldbesiddelse, svært ved, at komme igennem AaBs første pres hvilket gav AaB mulighed for, at bryde bolden højt og komme til hurtige afslutninger. Det blev også til 3-3 efter godt 5 minutter, da Maria Andersen slap alene igennem og, med lidt held, fik passeret målmanden til 3-3.

Det var tydeligt, at Frederikshavn havde svært ved, at håndtere AaBs pres og det kastede kort efter udligningen også en udvisning af sig til de sortklædte frederikshavnerne. Der skulle ikke gå mere end tyve sekunder af overtallet før AaB fik bragt sig foran med 4-3. Det blev også til 5-3 kort efter.

Frederikshavn ville dog ikke holde sig tilbage og fik, kort efter, reduceret til 5-4 ved Tascha Fuglsang, som lagde bolden i mål efter fint opspil fra Laura de Fries. Efter reduceringen virkede det som om begge hold trak lidt luft ind efter en noget hektisk indledning på perioden.

Frederikshavn  Blackhawks fik muligheden for, at bringe balance i regnskabet, da AaB blev ramt af en udvisning godt midtvejs i perioden. Den mulighed blev dog forspildt, da Frederikshavn tog en udvisning kort efter, da AaB var tæt på, at få en friløber. I spillet 4 mod 4 fik AaB skabt lidt pres på Blackhawks og fik efter insisterende arbejde foran mål skrabet en løs bold i kassen til stillingen 6-4 til AaB.

Det blev herefter mere afventende fra AaBs, hvilket gav Blackhawks en del boldbesiddelse. Blackhawks havde dog stadig svært ved, at komme igennem til de helt åbne chancer. Og trods et overtal til AaB faldt det ikke yderligere scoringer i 2. periode, hvorfor stillingen inden de sidste tyve minutter var 6-4 til AaB.

Nede med 6-4, så skulle Frederikshavn Blackhawks længere frem på banen i 3. periode for, at fremprovokere en reducering der kunne bringe spændingen tilbage i kampen. Det var dog AaB der startede 3. periode bedst og kom frem til et par godt muligheder for, at øge føringen. Stærkt målmandsspil og manglende skarphed fra AaBs side gjorde, at stillingen forblev 6-4 efter de indledende fire minutter af perioden.

Frederikshavn kløede på, som perioden skred frem og fik også presset spillet længere frem på banen – Det blev dog ikke til de helt åbne muligheder foran AaBs mål, men de fortsatte ufortrødent med, at lægge pres på. AaB var lukrerede på de omstillinger der måtte opstå. Netop en af disse omstillingsmuligheder blev udnyttet af Michell Knøsen der efter 9 minutter fik serveret bolden på et sølvfad af Mette Eistrup til stillingen 7-4.

Kampen blev reelt afgjort, da selvsamme Michell Knøsen scorede til 8-4 på en ny omstilling efter godt 12 minutter. Frederikshavn virkede på det tidspunkt en anelse idéforladte – De kæmpede dog på for, at skabe det momemtumsskift der var nødvendigt for, at vende kampen til deres fordel. AaB var dog stadig farlige på kontraerne.

Med lidt under fem minutter tilbage af opgøret fik Blackhawks fornyet håb, da Malene Torp fik reduceret til 8-5. Frederikshavn jagtede herefter en yderligere reducering og var ved et par lejligheder tæt på, at komme indenfor to scoringer af AaB. Aalborg mandskabet var dog stadig i kontrol og truede Frederikshavns mål på omstillingerne.

Frederikshavn satsede alt i de sidste minutter med målmanden ude. Det blev dog AaB der endeligt lukkede ballet for Frederikshavn, Caroline Christoffersen scorede til 9-5 i tomt mål. De sidste sekunder løb af klokken og AaB kunne dermed booke den første plads i finalen denne sæsons Pokal Final 4.