Aab Floorball pressede Frederikshavn Blackhawks i pokalen

Foto: Thomas Krogh Photography

3. runde i pokalturneringen afvikles i disse dage rundt om i landet. Mandag aften var Select Herre Floorball Liga-holdet fra Frederikshavn Blackhawks på besøg hos liganedrykkerne fra Aab Floorball til deres inbyrdes 3. runde-opgør.

Aab Floorball spiller i denne sæson i 2. division og derfor ville det på papiret ligne en yderst overkomlig opgave for det stærke Blackhawks-mandskab, men sådan blev det ikke, langt fra faktisk.

Blackhawks kom planmæssigt foran med 1-0 midtvejs i første periode, men det var uden det helt store spilovertag. Nok havde Blackhawks bolden mest, men Aab spillede rigtig godt forsvarsspil og flere gange blev det konverteret til spilvendinger.

Lidt over midtvejs i kampen bragte Frederik Nielsen favoritterne fra Frederikshavn på 2-0 og det lignede en lille matchbold til gæsterne. Men inden anden periode var slut havde hjemmeholdet sendt en reducering på tavlen. Det var Rasmus Birmann som var målskytten.

Aab gik dermed til pause med følelesen af at de var helt med i matchen, den følelse fik dog et ordentlig skud for boven i den for de første 90 sekunder af tredje periode.

Anton Madsen og Frederik Nielsen havde med hver deres scoring sendt Blackhawks på 4-1. En ærgerligt start for hjememholdet, der nu for alvor måtte have arbejdshandskerne på.

Føring holdt helt ind til tre minutter før tid, da Aab Floorball fik reduceret til 4-2 ved Patrick Bols. Tættere på kom Aab ikke, men holdet fik bevist at de formentlig vil være det absolut stærkeste hold i 2. division i denne sæson. Holdets styrke i denne kamp, rækker til meget mere.

Frederikshavn Blackhawks er nu videre til kvartfinalerne i pokalturneringen.