Aab Floorball sejrede mod Århus FK med sen scoring

Aab Floorball mod Århus FK i SFL 20/21. Foto: Rikke Lysdahl Sørensen

Der var igen dramatik og masser intensitet da Aab Floorball tørnede sammen med Århus FK i Select Kvinde Floorball Ligaen. I sidste weekend vandt Århus FK efter overtid og i dag var det kun 90 sekunder fra at der igen skulle bruges ekstra tid til at få afgjort sagerne.

Det blev udeholdet som indledte kampen bedst. Aab fik ikke rigtig spillet til at flyde. Værd at notere sig at hjemmeholdet var uden den store profil Michell Knøsen.

Efter mange dueller og masser fight rundt om på banen, var det Århus FK der kom i front ved Julie Perto. 1-0 var også stillingen efter første periode.

Kun tre minutter inde i anden periode var brandvarme Julie Perto på pletten igen, med sin anden scoring i kampen til 2-0. Det er anden kamp i streg at Perto smider to pinde på tavlen.

2-0-scoringen bliver et wake up call for hjemmeholdet der kommer bedre med i kampen. Århus er stadig den aggressive part, der flere gange får sat Aab under pres med højt genpres når bolden er tabt.

Aab får i flere omgange spillet sig ud af Århus-presset og det skabte flere og flere chancer til hjemmeholdet, som dog måtte se alle deres forsøg reddet af landsholdskeeper Mette Thorsager i Århus-kassen.

I slutningen af anden periode fik Aab endelig hul på bylden, da Amalie Thomsen fik bragt værterne på tavlen med sin reducering til 2-1 et par minutter før anden pause.

Amalie Thomsen blev også dobbelt målscorer i kampen, da hun udlignede for hjemmeholdet til 2-2 knap halvvejs i tredje periode. Århus slog dog hurtigt tilbage og tog føringen nok en gang da U19-landsholdsspiller Charlotte Becker satte 3-2 for gæsterne.

Føringsmålet kom i en periode, hvor det ellers var hjemmeholdet som havde taktstokken i kampen. Aab fortsatte med at lægge pres på udeholdet og det gav pote med en ny udligning.

Kaptajn Caroline Christoffersen ikke bare for udligningen men også sejrsmålet med kun halvandet minut igen af kampen.

Tung skæbne for Århus FK der ellers på tavlen havde været i teten hele kampen, men ikke kunne modstå det hårdere og hårdere pres de blev sat under af Aab Floorball hen i mod kampens slutning.