Årets Fund: – Det har været en helt vildt fed sæson

Sille Larsen fra Frederikshavn Blackhawks i kamp i SFL 20/21. Foto: Helge Overgaard

Årets fund 2021 i dansk kvinde floorball hedder Sille Larsen. Den 15-årige back har haft en fremragende sæson i hendes klub Frederikshavn Blackhawks, som også gav den talentfulde spiller en plads på årets hold i Select Kvinde Floorball Ligaen:

– Det har været en helt vildt fed sæson. Jeg har lært virkelig meget af at spille med og mod de bedste og har fået mere blod på tanden. Mit hold har været sindsygt gode til at tage imod mig, og jeg har følt mig velkommen fra dag 1, så det hele har bare været fedt. Når man spiller mod hold, som Aarhus og AaB der er så gode, har der selvfølgelig været nerver på, men de forsvinder lidt som kampene skrider frem. Det har jo været sindsygt fedt at spille de kampe, det er de kampe jeg personligt selv elsker at spille og de kampe man arbejder hårdt for at få lov at spille.

Sille Larsen føler i høj grad at hendes holdkammerater og ikke mindst trænerteam har været med til at skabe den udvikling hun har oplevet igennem den seneste sæson:

– Hvis jeg skal forsøge at se på min egen udvikling, føler jeg selv jeg har udviklet mig meget i løbet af sæsonen, både på og udenfor banen. Det skal mine holdkammerater og dem rundt om holdet have en stor tak for, de har taget godt imod mig og har hjulpet mig rigtig meget både inde og udenfor banen.

Pladsen på årets hold og ikke mindst titlen som årets fund, er ikke helt til at forstå for den nordjyske teenager, der dog alligevel forsøger at sætte nogle ord på kåringerne:

Ja, det lyder ret vildt, det syntes jeg også selv. Jeg havde slet ikke turde regne eller håbe på det, det er selvfølgelig det man altid drømmer om, men der er så mange dygtige spillere her i Danmark som også sagtens kunne have fået priserne. Jeg kunne ikke have gjort det alene, priserne kommer jo også med, hvordan man har spillet og hvordan holdet har spillet, selvom der nok ikke var mange der troede på os efter coronapausen i vinteren, formår vi som hold at rykke tættere sammen, og alligevel slå AaB og Aarhus og blive nummer 1 i vest. Hvilket jeg er mega stolt over. Alt i alt så er jeg da bare mega glad og stolt over priserne. Og stolt over at være en del af vores hold i Blackhawks!