Afbudt ligakamp har fundet sin afgørelse

Rungsted-Hørsholm FK mod Vanløse Floorball i SFL 21/22. Foto: Thomas Lunau

Lørdag den 2. oktober blev Select Herre Floorball Liga-kampen i mellem Rungsted-Hørsholm FK og Vanløse Floorball afbrudt i mellem anden og tredje periode. Årsagen skulle findes i den tragiske ulykke, med en 6-årig dreng som omkom, som flere landsdækkende medier også har beskrevet.

Nu er der kommet en afgørelse på kampen, fortæller formand for Rungsted-Hørsholm Floorball Klub Stephan Grey:

– Jeg kan bekræfte at kampen ikke genoptages og derfor vinder Vanløse kampen 5-2, som stillingen var da kampen blev afbrudt. Oprindeligt ønskede turneringsudvalget at få afviklet den sidste periode i kampen, men dette er ikke noget vi har ønsket og med opbakning fra Vanløse, så har turneringsudvalget lyttet til os og valgt at stadfæste kampens resultat.

Med sejren på 5-2 rykker Vanløse Floorball op på en delt tredjeplads med Rødovre FC, hvor begge hold har 9 points for 6 kampe.