Agata Plechan: – Flere spillere ramte dagen

Agata Plechan fra Copenhagen FC med en afslutning i pokalkvartfinalen 20/21 mod Vallensbæk. Foto: Copenhagen FC

Copenhagen FC viste lørdag høj klasse, da de på flot vis spillede sig igennem Jægerspris Underducks’ solide defensiv, og tog en storsejr på 22-3 på hjemmebane i Select Floorball Kvinde Ligaen. En af dem der fik sat sig præg på kampen var Agata Plechan, der stod for 6 point i opgøret. Hun syntes det var en god kamp, hvor der også var et ekstra boost ved at spille mod gamle holdkammerater

– Det var en kamp i et godt tempo som vi kan lide at spille. Vi skulle bruge lidt tid på at finde igennem Jægerspris’ forsvar. Det var også en ekstra motivation at spille mod tidligere holdkammerater. Jægerspris leverede en flot indsats og de har fortjent de mål de scorede.

LÆS MERE: Storsejr til Copenhagen FC

Den helt store forskel i kampen kom i 2. periode, hvor Copenhagen fik nettet hele 10 gange, og det skyldtes at aftalerne blev holdt, samtidig med at spillerne præsterede

– Anden periode var en stor succes. Alt det vi fik snakket om efter 1. periode, fungerede godt. Vi fik byttet meget rundt på kæderne gennem hele kampen og fik testet mange formationer. Flere spillere ramte dagen.

Da de to hold mødtes sidst for tre uger siden, havde Copenhagen svært ved at få det offensive spil til at fungere, men lørdag så det ud til at de fandt nøglen. Agata var ikke selv med i den sidste kamp, men har en ide om hvad der kan være med til at gøre den store forskel

– Jeg kan forestille mig at hjemmebanen gav dem en ekstra gnist, som vi havde i går (lørdag, red.)

Man kan forestille sig at det kan være svært at bevare motivationen i kampe hvor man har overtaget, men der prøver Copenhagen at fokusere mest på sig selv som hold.

LÆS MERE: Louise Jensen: – Vi skal lære af vores fejl

– Vi fokuserer på vores eget spil og vi har stadig masser at arbejde på. Vi er et hold med mange ambitiøse spillere og trænere og vi er gode til at motivere hinanden.

Resultatet tyder på en stor klasseforskel i kampen, og Agata anerkender at der var flere ting der lykkedes for dem som hold i dag, men har samtidig også stor respekt for sine modstandere.

– Jægerspris spillede en god kamp. Vi var dog lidt skarpere i vores pasningsspil og havde flere spillere der lavede mange point. Kæmpe tak til Jægerspris for en fed kamp og tak for kagen!