Ambitionerne for sæsonen er på plads i Copenhagen FC

Copenhagen FCs cheftræner Jesper Schow, på bænken under en træningskamp i 20/21. Foto: Copenhagen FC

Med tre sejre ud af tre mulige i Select Floorball Kvinde Ligaen sammen med en målscore på 49-2, ser Copenhagen FC utroligt stærke ud. De har godt nok mistet tre dygtige spillere, men der har heldigvis også har været tilgang, og de er de kommet rigtig godt fra start. Udover at spille i den danske række, spiller de også kampe i Sverige. Der er ingen tvivl om at målet er medaljer, men det er også vigtigt med udvikling undervejs. Holdets træner, Jesper Schow Petersen, har sat lidt ord på sæsonstarten:

– Vi har op til denne sæson måtte sige farvel til 3 topspillere, fra den absolut øverste hylde i DK. Sandie Bagge og Tanja Mørup, som dog heldigvis fortsat er aktive i Jægerspris og Jasmin Damm, som desværre har fokuseret på arbejde og andre ting, hvor floorball ikke kunne passe ind. Det kan naturligvis godt mærkes på flere måder med så markante afgange.

Og han er da også glad for, at to af de tre piger fortsat er aktive i den bedste række:

– Glædeligt er det, at de 2 Jægerspris piger nu er med til at styrke et andet hold i øst hvilket sikrer højt niveau.

Men sæsonstarten har heldigvis også budt på et par spændende tilgange til holdet.

– Vi råder dog fortsat over en super stærk trup og har tilmed fået et par herlige tilgange i form af Paula Granlund (Back) og Annika Panduro (Målmand), som begge er gået lige ind i hjerterne hos alle på holdet.

Strategien har dog været på plads længe i Copenhagen, hvor de gerne vil kunne tiltrække og udvikle de unge spillere

– Det har hele tiden været et ønske og en forhåbning, langsomt at sige naturligt farvel til spillere som stopper og forhåbentligt at få nye unge til, som har ambitioner, mod på at udvikle sig og som med sult kan bidrage til at skrive nye kapitler på deres floorballrejse.

Jesper er godt tilfreds med truppen i sin helhed og selvom bredden måske kunne synes en smule mindre, så er der stadig masser af konkurrence imellem spillerne – på den gode måde. Og samtidig træder endnu flere i karakter på holdet

– Lige nu virker truppen meget homogen og sammenhængende, også selvom konkurrence fortsat er en naturlig del af det, at kunne udvikle alle spillere, uanset niveau og erfaring. Der er måske ikke helt så mange strenge at spille på som tidligere, men omvendt, så har et nyt spilsystem og nye kædeformationer med kontinuerlige skift, på en måde nulstillet sidste sæsons tilgang og dermed en mulighed for ny energi og fokus fra alle.

Copenhagen vandt sæsonens første turneringskamp med 32-0, og det kan måske være svært i sådanne kampe at blive ved med at holde tempoet oppe og spille sit eget spil. Men det er noget Jesper og resten af trænerteamet har stor fokus på:

– Vi råder også over en del landsholdsspillere som i snart 1,5 år har arbejdet benhårdt for de kommende samlinger og VM som giver et naturligt motivationsboost som spiller. I trænerteamet er det konkurrence tilgangen, målinger undervejs og vores forsøg på at skabe en ”elite boble” med slutmålet om medaljer konstant italesat, som kan medvirke til at acceptere, at der er kampe der ikke er lige så spændende at spille grundet stor resultatforskel, men hvor en helhjertet indsats forventes alligevel.

Endelig bliver der også løbende planlagt træningskampe mod ekstra hårde modstandere, for at udvikle holdet og løfte niveauet yderligere.

– Ved siden af de almindelige kampe forsøger vi os med kampe, som giver et anderledes løft og glæde og som foreløbigt tæller svenske opgør mod Lund, Helsingborg, Malmø, Höllviken og Helsingørs u15 drenge.

I deres seneste kamp i Sverige, slog Copenhagen også Höllviken, der er et af topholdene i 1. division i Sverige, på flot vis med hele 3-7. Og netop udviklingen individuelt blandt pigerne er vigtigt for Jesper, samtidig med at alle spillere skal føle, at de bidrager på holdet.

– Ambitionen for en sæson er, at alle spillere skal føle de undervejs individuelt er blevet bedre end de var før og sammen sikre bedrifter og resultater de kan være stolte af som hold

I trænerteamet er de glade og stolte, og Jesper slutter:

– Vi er i hvert fald stolte over at arbejde med så meget talent og så dygtige spillere, som gang på gang overrasker med noget af det flotteste og mest seværdige floorball.