Andreas Glad: – Vi kørte dem trætte

Frederikshavn Blackhawks træner Andreas Glad under en kamp mod Sunds Seahawks i SFL 20/21. Foto: Helge Overgaard

Frederikshavn Blackhawks indfriede forventninger, da de besejrede BFC Vendsyssel med 17-4 på hjemmebane i lørdagens enlige kamp i Select Herre Floorball Ligaen. Cheftræner for Frederikshavn Blackhawks, Andreas Glad, var tilfreds med resultatet og præstationen selvom der gik lidt tid før favoritterne fik prikket hul på bylden:

– De første 15 min af kampen, var vi simpelthen for uskarpe og vores afgørende pasninger blev for upræcise. Vi får lavet 3 mål i 1 periode, men vigtigere var, at vi havde smidt en masse meter i benene på Brønderslev spillerne.

Skarpheden kommer frem i 3. periode, hvor vi tager de rigtige afslutninger og får omsat den store boldbesiddelse til mål også.

Det store spilovertag i kampen gav Andreas Glad muligheden for, at prøve nogle nye ting. Der blev blandt andet afprøvet nogle nye overtalsformationer ligesom 6 mod 5 spillet også blev prøvet af:

– Til sidst i kampen prøver vi med 6 mod 5 spil, uden den store succes. Det koster et enkelt mål i tomt mål, og bliver noget sjusk skiftet efter, hvor vi også lukker ind. Vi får testet og prøvet 2 forskellige powerplay i dag, og 3 forskellige boxplay. Så det var en kamp, hvor rigtig mange spillere skulle tilpasse sig nye folk i kæderne.

Andreas Glad benyttede samtidig kampen til, at bringe alle folk i spil. Det betød, at den skarpe kæde med Nicolai Flyvholm, Kasper Kajgaard og Rasmus Bengtsson sad ude i hele 1. periode af kampen. Det får dog ikke Andreas Glad til, at ryste på hånden og afviser ikke lignende tiltag i resten af sæsonen:

– Jeg er tryg ved alle spillerne på holdet. Hvis der kommer momenter, hvor den kæde eller en anden kæde ikke fungerer, er andre kæder klar til, at hoppe ind. Sommetider kan det “bare” være, at ændre en enkelt eller to spillere i kæderne, og ændre taktikken en smule for, at det igen fungerer – Og det kan også være jeg ryster posen efter hvilke modstander vi skal møde. Kommer an på hvilke kvaliteter der er nødvendige for, at vinde kampene.