Anton Madsen: – Skarpest til sidst

Frederikshavn Blackhawks hentede, søndag, en vigtig sejr på udebane mod Benløse FC i Select Herre Floorball Ligaen. Efter en tæt og tempofyldt affære kunne gæsterne fra Nordjylland rejse hjem med en sejr på 5-4 i bagagen. Anton Madsen fra Frederikshavn Blackhawks sætter her nogle ord på kampen mod Benløse FC:

– Kampen er meget lige hele vejen og den største føring i kampen er på et mål. Kampen byder på to hold, som har hver deres spillestil, men som tror 100% på deres eget koncept. Det er en meget lige kamp hvor vi heldigvis ender med, at være skarpest til sidst og hiver tre point med hjem.

Selvsamme Anton Madsen spillede ganske få skift i kampen, men havde trods det en afgørende stav med i det afgørende mål i kampen:

– Ja, det er rigtigt, at jeg kun spiller få skift i dagens kamp, dog var det nok til, at have en afgørende finger med i showet. Det gælder om altid, at være parat til at komme ind og om at gribe chancen når man får den, og det kan man vel sige, at jeg gjorde i dag (Søndag red.) selvom det var på en hurtig aftalt frislagskombination.

Med sejren indtager Frederikshavn Blackhawks 1. pladsen i mellemspillet i Select Herre Floorball Ligaen med tre point ned til Benløse FC på 2. pladsen. Nordjyderne skal allerede i aktion igen på Onsdag når de tager den korte tur nordpå til et møde med SEIF Tornados.