Benløse FC ansætter udviklingskonsulent i deltidsstilling

David de Fries cheftræner for Benløse FC i SFL 21/22. Foto: Thomas Krogh Photography

Et interessant skridt er taget på Midtsjælland, hvor Benløse FC har valgt at investere penge i en deltidsstilling til en udviklingskonsulent, der får dedikeret timer til at fokusere på udviklingen af foreningens ungdomsafdeling og samarbejdet med skoler og dagstilbud i nærområdet.

Stillingen er blevet besat af David de Fries, som også er træner for klubben bedste herrehold, der blev danske mestre i sidste sæson.

Benløse FCs formand Camilla Holm fortæller om initiativet til bfcfloorball.dk:

– David skal arbejde med forskellige projekter og den generelle udvikling i klubben særligt omkring børn og unge. For eksempel arbejder vi på at etablere et stort samarbejde med skolerne i Ringsted Kommune, som David skal stå i spidsen for. Derudover får David en afgørende rolle i vores kommende rekrutteringsarbejde, og så skal han ikke mindst arbejde med udviklingen af kvaliteten i vores tilbud til børn og unge via et tæt samarbejde med de mange dygtige trænere.