Benløse lammede Hvidovre 16 sekunder før tid

Foto: Thomas Krogh Photography

Sidste kamp i Select Herre Floorball Ligaen blev søndag eftermiddag spillet, inden den kommende ufrivillige pause på mindst 4 uger grundet Covid-19. Hvidovre Attack FC havde besøg af Benløse FC.

Kampens indledning blev ganske lige, ingen af de to hold havde lyst til at give nogle lette bolde op og det hele blev lidt fastlåst. Der kom dog en åbning knap syv minutter inde i kampen, da Hvidovres unge William Nilsson blev presset til at lægge en blindpas ind i eget slot.

Desværre for Nilsson og Hvidovre var det Benløses Jesper Roland der stod klar til at klappe kuglen i kassen til 1-0 til gæsterne.

Hvidovre kom dog hurtigt tilbage på omgangshøjde. Kenneth Danielsen gik af køkkenvejen bag fra mål og fik lagt bolden ind ved Emil Brixagers bagerste stolpe til 1-1.

Hjemmeholdet havde også muligheden i powerplay uden at det blev farligt og gæsterne slap med skrækken og i stedet trak William Nilsson en udvisning hen i mod første periodes slutning.

Benløse fik ikke noget ud af overtalsspillet inden pausen, men til gengæld skulle de forsvarende mestre kun bruge 23 sekunder af anden periode til at bringe sig på 2-1.

Føringen blev dog udlignet kun 24 sekunder senere, da Emil Odfeldt kunne samle en løs bold op foran mål og sende den i kassen.

Den hektiske indledning på anden periode fortsatte og kun to minutter senere kom hjemmeholdet foran for første gang i kampen.

Igen var det Emil Odfeldt, som på en spilvending udnyttede Benløse-backerne forblev passive og dermed gav landsholdsspillere plads til at afslutte mod Emil Brixagers mål, og sende bolden i mål til 3-2.

Hvidovre udnyttede momentum til at holde fast i initiativet i kampen, det betød samtidig at Benløse ikke kom frem til noget nævneværdigt.

Føringen til hjemmeholdet blev udbygget lidt over midtvejs i kampen, da Hvidovre fik parkeret Benløse længere tid i egen zone og pludselig blev Joachim Møller helt fri i slottet og det så Rasmus Madsen, med en fornem pasning bag fra mål. 4-2 til Hvidovre.

Føringen holdt ind i tredje periode, hvor Benløse til gengæld fik bedre fat i kampen og hurtig sat en reducering til 4-3. Schweiziske Jan Kreienbuehl satte Jesper Roland op tæt under mål. Her var kaptajnen skarp og satte sin anden scoring i kampen.

Et par minutter senere var der påny balance i regnskabet. Benløse satte et opspil, hvor bolden endte hos Jesper Roland der med et par træk frem i banen satte Milan Adam op på den ene kant. Herfra sendte den ungarske forward bolden forbi Kasper Eriksen i Hvidovre kassen.

Hvidovretræner Oscar Eklund, som ikke var klædt om til dagens match tog omgående timeout og fik sat skik på sine tropper der responderet kort efter.

Jannik Trolle stoppede en Benløse spilvending og prikkede bolden frem til Mathias Hørby der midt fra mål havde gode muligheder for at passere Brixager der også skulle holde øje med de to Hvidovre spillere på kanterne. 5-4 og god underholdning for de fremmødte tilskuere.

Hvidovre havde dog ikke føringen i mere end et par minutter, så havde Daniel MacCabe sendt Benløse på 5-5, med et skud langt udefra, som Kasper Eriksen formentlig ikke kunne se.

Helt lige, gik kampen naturligt lidt ned i tempo de sidste minutter og med godt 30 sekunder tilbage på klokken, tog Martin Lytje timeout. Hvad der blev sagt i den timeout skal være usagt, men det virkede.

Daniel Nygaard lagde fra egen ende en bold op langs banden her prikkede Milan Adam den forbi sin direkte oppasser Jannik Trolle og kunne fra kanten finde en helt fri Jesper Roland foran mål, der let kunne sende sejren til Midtsjælland og Benløse, med sin scoring til 6-5 med 16 sekunder igen.

Dermed har Benløse så godt som, sikret sig førstepladsen i grundspillet i øst, når danmarksturneringen optages om mindst 4 uger.

Du kan se højdepunkter fra kampen senere på Floorballportalen.dk