Benløse sejrede efter vild afslutning

Mikkel Christensen fra Benløse FC med bolden i en kamp mod Vanløse Floorball i SFL 20/21. Foto: Thomas Krogh Photography

Benløse FC – Hvidovre Attack FC 7-5 (2-1,1-2,4-2)

Gæsterne fra Hvidovre indledte kampen meget friskt og havde inden der var spillet to minutter allerede haft tre skud på mål – Der manglede dog kvalitet i afslutningerne. Værterne havde mere svært ved, at komme frem til muligheder i indledningen primært grundet et godt forsvarsspil fra gæsterne.

Det blev værterne fra Benløse der satte den første pind på tavlen efter godt 8 minutter. Hjemmeholdets, Nikolaj Brixager, var hurtig over bolden efter lidt løst forsvarsspil hos gæsterne og sendte den sikkert i nettet til 1-0. Hvidovre svarede dog hurtigt tilbage og udlignede til 1-1 blot et minut senere ved Jannik Trolle.

De to hurtige mål satte lidt mere skub i tingene. Der kom mere intensitet i nærkampene ligesom begge hold blev lidt mere direkte i deres angrebsspil. I det etablerede spil havde begge hold fortsat visse problemer med, at spille sig frem til de helt åbne chancer – Både målmænd og forsvar tog godt fra i denne fase.

Efter stærkt forarbejde af Milan Adam bragte Simon Møller Benløse foran med 2-1 med godt to minutter tilbage af åbningsperioden. Den stilling holdte perioden ud – En periode hvor begge hold var meget afventende, hvilket betød at antallet af chancer blev holdt på et minimum.

Det afventede spil fra de første tyve minutter fortsatte i starten af 2. periode. Hvidovre var mest på bolden, mens værterne forsøgte at tage vare på nogle af de boldtab der kom fra gæsternes side. Et af de boldtab førte til kampens første overtal til Benløse, men trods flere gode muligheder, så forblev stillingen 2-1.

Hvidovre fik bragt balance i regnskabet efter 7 minutter af 2. periode, da Lucas Madsen fik trykket bolden det sidste stykke ind over stregen til stillingen 2-2. Udligningen bragte igen noget intensitet tilbage i opgøret og der var i minutter efter et par gode muligheder til begge hold.

Det blev 3-2 til gæsterne efter godt 12 minutter, da Mathias Hørby fandt en helt fri Zimon Madsen foran hjemmeholdets mål, som sikkert sendte bolden i det tomme mål. Værterne havde efter føringsmålet til Hvidovre flere gode muligheder for, at udligne men skarpheden manglede foran mål.

Den skarphed blev dog fundet frem godt 4 minutter før pausen, da Andreas Bilenberg sendte bolden i nettet til 3-3 efter et frislag. Værterne fik inden pausen en god mulighed for, at bringe sig foran i overtal, men det blev ved de 3-3 efter 2. periode.

3. periode var knap nok tre minutter gammel før Zimon Madsen bragte gæsterne foran med 4-3 med sit andet mål i opgøret. Glæden varede dog kort, da Benløses Mikkel Christensen bragte balance i regnskabet kort efter. De hurtige mål var et godt billede på, hvordan perioden var startet – Begge hold var mere angrebssøgende og skabte dermed også flere chancer.

Spillet faldt dog hurtigt tilbage i den gamle rytme med meget afventede spil fra begge hold og til tider meget lavt tempo og generel dårlig kvalitet i afleveringerne. Der blev derfor længere mellem chancerne, som ofte blev skabt ud fra nogle tilfældigheder i form af boldtab eller personlige fejl.

Ved indgangen til de sidste ti minutter overtog Hvidovre mere og mere kontrollen med spillet. Der blev skabt et par gode muligheder foran værternes mål – En af disse muligheder blev omsat til en scoring til 5-4 med godt 4 minutter tilbage af kampen. Hjemmeholdet svarede dog igen blot 20 sekunder senere, da Mikkel Christensen udlignede til 5-5 for Benløse.

Med tre minutter igen fik hjemmeholdet muligheden for, at tage alle tre point, da Hvidovre tog en unødvendig udvisning. Og den mulighed greb værterne, da Nikolaj Brixager bragte værterne foran med 6-5 godt 90 sekunder før tid.

Hvidovre satsede det hele i slutfasen og trak målmanden umiddelbart efter føringsmålet til Benløse. Det gav dog bagslag, da Simon Møller var først på en lang bold og scorede sikkert i tomt mål til slutresultatet 7-5.