
Sidst de to hold mødtes vandt Frederikshavn Blackhawks klart over SEIF Tornados, men hvor Tornados havde flere gode momenter og bed fra sig i flere situationer.
Sådan blev det slet ikke fredag aften, da de to hold igen mødtes i Select Herre Floorball Ligaen. Det blev en kamp hvor gæsterne fra Blackhawks dominerede i stor stil, og holdt hjemmeholdet Tornados i et jerngreb igennem hele kampen og vandt med 12-0.
De chancer Tornados kom frem til tog Mathias Hansen sig af og den store keeper lykkedes med at holde nullet for første gang i sæsonen.
Tornados havde comeback til Andreas Nygaard, der har siddet ude siden i foråret og så var polske Lukas Adamczak også tilbage efter et par sæsoners pause.
Blackhawks rullede deres tre kæder og fik undervejs bragt alle 17 spillere i spil. Bemærkelsesværdigt var det at syv ud gæsternes 12 mål blev scoret af forsvarsspillere.
Der vil komme highlights fra kampen i løbet af weekenden her på Floorballportalen.dk
Begge hold går nu på mindst fire ugers pause jvf de nye covid-19 restriktioner.