Blackhawks slog Hørning sikkert

Foto: Frederikshavn Blackhawks

Hørning Floorball Club havde fint besøg i dag, da Frederikshavn Blackhawks hold fra damernes Select Floorball Ligaen gæstede “Århus-forstaden”.

Hørning spiller til daglig i 1. division, og havde formenlig givet deres ene arm for den start kampen fik. Stillingen var nemlig 0-0 efter første periode og dermed levede pokalhåbet altså langt inde i kampen for det undertippede mandskab.

I løbet af anden periode fik Blackhawks dog styr på spillet og kunne gå til 3-0 inden anden pause og i de sidste 20 minutter lukkede favoritterne kampen, så det endte med en 8-1 sejr.

Laura de Fries spillede comeback-kamp for Blackhawks efter hun er vendt tilbage fra Aab, hvor hun spillede i sidste sæson.