Blog: – Alder er bare et tal!

Foto: Privat

SKREVET AF: JONAS RISOM, U9 TRÆNER I FREDERIKSHAVN BLACKHAWKS

I mange år har jeg desværre oplevet en kedelig tendens i dansk floorball. Når vi skal inddele børn efter hvem de bør spille med og mod er det deres alder som bestemmer hvem man spiller med og mod. I min verden er det den største fejl vi som sportsgren kan begå. 

– Jamen, Jonas du vil bare have de bedste skal blive endnu bedre!?

Den kommentar er jeg blevet mødt med mange gange, hvor jeg har bragt emnet om at inddele børn efter deres niveau fremfor deres alder. Til dagligt har jeg et U9 hold i Frederikshavn. Den absolut største succesoplevelse var ikke at se de bedste score 10 mål eller at vinde stort, tværtimod. Efter en træning, hvor vi har haft inddelt børnene efter niveau, kommer Alberte hen til mig. Alberte er en af dem, hvor motivationen ikke altid er den højeste, og når de vilde drenge bare buldre derudaf trækker hun sig.

Da hun kommer hen til mig smiler hun over hele femøren og siger en sætning jeg aldrig glemmer.

– I dag har jeg haft en skide god træning, og jeg har scoret 3 mål!

Den oplevelse har givet mig motivation for at kæmpe for, at vi i Danmark niveauinddeler børn frem for at inddele efter alder. 

En tommelfingerregel siger at 25% af tiden skal du træne med nogle der er under dit eget niveau. 50% af tiden skal du træne med nogle der er samme niveau som dig. De sidste 25% skal du spille med nogle der over dit niveau. Dette gælder når du er på træningsbanen. Når det kommer til kamp, handler det om at skabe muligheden for tætte kampe. Og hvordan gør man det?

Tjekkiet og Sverige som inpsiraton

I Tjekkiet og i Sverige har man indført et basketsystem. Dette system regulerer sig selv. Man spiller ikke i en fast række eller pulje som vi kender det i Danmark. Derimod spiller man små stævner af typisk 3-4 kampe. Her tæller man målscore og point for at rangerer holdene. Er der 5 hold i en pulje, ryger det bedste hold en pulje op til næste weekends stævne. De 3 midterste forbliver og dem som ender som nummer 5 ryger en pulje ned. På den måde vil man skabe et system der regulerer sig selv efter spillernes niveau. I opstarten vil der selvfølgelig blive fejlplaceret hold som skal op eller ned igennem puljerne, det er klart.

En undersøgelse i Tjekkiet har vist at med dette system vil man gå fra at 52% af kampene ender med en difference mellem 0-5 mål til at 84% er mellem 0-5 mål. Faktisk er hele 51% af kampene nu nede mellem 0-2 mål. Den største gevinst er også at kampe med difference på over 10 mål er skåret fra 29% til 5%.

Dette er officielle tal fra den Tjekkiske floorball forbund. Alle tal ses i diagrammet under teksten.

Hvad betyder det så for børn der spiller floorball?

Det betyder at alle får lige modstand. Chancen for succesoplevelser bliver større. Det taler både for talentudvikling, hvor de børn der har trænet sig til talent bliver udfordret, men også bredde hvor den gode oplevelse er i centrum. 

Realistisk i Danmark lige nu?

Nej desværre er det ikke realistisk at indføre dette lige nu og her. Det vil kræve en gennemgående strukturændring fra Floorball Danmarks side af, hvor alle klubber aktivt vælger at gå med i det.

Det udspil som er kommet til næste sæson er et skridt i den rigtige retning, men det skridt bliver ikke en realitet før trænere, ledere og bestyrelser accepterer det. Jeg håber det er starten til at vi, som sport tør kigge nye veje. Både når det gælder talentudvikling men også når det gælder bredde. 

Det nuværende system kan vi godt udnytte mens det stadig er her

Hvis der render nogle rundt på U11 der har trænet sig til et talent der ligger over gennemsnittet bør klubben, trænerne og forældrene klart gå efter at den pågældende spiller bliver udfordret. Det kan man gøre ved at sætte ham/hende på et U13 hold. Er der til gengæld en ny spiller, eller en spiller hvor niveauet ikke er til U11, bør klub og træner være sit ansvar bevist og tage en dialog med forældrene, om ikke det er en god idé at få nogle succes oplevelser på U9.

Der kommer selvfølgelig et socialt aspekt ind i dette, hvor den enkelte situation skal vurderes og vejes op imod hvad der fastholder spilleren i sporten. Men i stedet for at se dette som et nederlag bør det anses som en mulighed for at få succes for den pågældende spiller. Det er her os forældre skal kunne se fornuften i at man rykker både op og ned.

Vores børn bliver ikke dårligere mennesker af at skulle tage nogle kampe med nogle der er yngre, lavere eller omvendt større og ældre. Tværtimod, jeg tror på de bliver bedre mennesker, fordi succes helt fundamentalt gør en forskel for os alle. 

Kampe med store måldifferencer skaber intet godt for nogen, hverken vinder eller taber. Det samme gælder træninger. En træning hvor differencen i niveau er stor, er en udfordring på mange plan. Først og fremmest sætter det utrolig store krav til trænerens evne til at planlægge og eksekverer. Derudover er børn også dejlig primitivt indrettet, så de gør det der virker. Hvis der er en spiller med langt højere niveau vil de andre spillere ubevist forsøge at spille bolden til den gode spiller, som de så forventer ”gør arbejdet”.

Vi valgte aktivt i Frederikshavn Blackhawks at tage nogle spillere op og spille med årgangen over. Det var i første omgang fordi vi ønskede de skulle få modstand. Men den store overraskelse for mig som træner, og som virkelig understøtter min påstand, var at alle de andre spillere løftede deres spil markant.

De kunne ikke spille alibi, og forvente at en enkelt kunne løfte holdet. De blev presset til at skulle tage ansvar selv, og de tog ansvaret hvilket udviklede dem som spillere men vigtigst af alt gav dem en masse gode oplevelser. 

Mit budskab er klart til klubber, trænere, spillere og forældre. Find nu et niveau der passer spilleren – uanset om det er op eller ned. Det handler om at skabe succesoplevelser og gode minder.