Blog: – Der er noget galt i floorball Danmark

Stephan Grey, formand i Rungsted-Hørsholm Floorball Klub. Foto: Privat

SKREVET AF: STEPHAN GREY, FORMAND FOR RUNGSTED-HØRSHOLM FLOORBALL KLUB

Bloggen her er skribentens egen personlige holdning og har intet at gøre med Floorballportalen.dk.

Hvornår er det blevet en hverdag, at spillerne lover hinanden tæsk, “vi kan bare mødes på parkeringspladsen efter kamp”, og kalder hinanden ukvemsord af værste skuffe uden trænere, dommere og foreningerne griber ind. Det er utroligt man kan stå i hal og høre en spiller råbe “smadre ham nu den f… homo” uden nogen griber ind når selv cafeteriadamen kan høre det.

Det er vores oplevelse at det efterhånden er blevet hverdag i U18 rækken, og det er noget vi ikke bare vil acceptere, men det vender jeg tilbage til.

På den anden side er det svært når det er forældre på tilskuerpladserne som går forrest i råberiet. Hvad sker der når en fuldvoksen mand står og råber ukvemsord direkte henvendt til en 16 årig dreng på banen fra modstanderholdet. Jeg er ikke bare rystet over dette, men lige så meget at ingen griber ind og andre bare står og griner af det. Det er heller ikke mange uger siden en far løb på banen for at få fat i en spiller som havde været i infight med pågældendes søn.

Når en udvist spiller, efter at have givet en modstander en albue i hovedet, højlydt henvender sig de forældre der sidder bagved udvisningspladsen  “det var det værd – han havde fortjent det” så er vi altså ude på et skråplan når man ligefrem praler og er stolt af en svinestreg.

Forældre råber og skriger

Det er derfor ikke overraskende, at denne adfærd også ses i lavere rækker, da mange spillere deltager i flere rækker og trækker adfærden med videre ned i rækkerne.  Det er jo heller ikke usædvanligt at mindre søskende, som selv spiller, sidder på tilskuerpladserne. Hvis de hører forældre råbe og skrige, og bare grine af situation som den hvor en spiller praler af sin svinestreg, at de opfatter det som en fuldstændig legal del af spillet. Man kan selvfølgelig altid håbe på at nogen forældre er så voksen at de bagefter håndtere situationen, men det er desværre nok ikke altid tilfældet. 

Det er derfor at det efter min opfattelse er noget galt i floorball Danmark og alle har et ansvar dommere, spillere, trænere, klubber og floorball Danmark i mere direkte forstand.

Det er ikke tilfældigt at jeg også nævner floorball Danmark fordi udviklingen i U18 bør være et område man har fokus på. Man har udvidet rækken for at give plads til flere spillere, men når man forsat kan få dispensation til en spillere 1-2 år ældre, så betyder det at 15-16 årige kan stå overfor spillere på 20 år, som udviklingsmæssigt er et helt andet sted fysisk. Det er ikke usædvanligt at du i kampe ser et aldersspænd på 6-7 år og det er efter min overbevisning uhørt i en ungdomsrække.

Det burde måske ikke være et problem, men når der i U18 rækken rent faktisk tillades utrolig hårdt spil, så har vi altså et problem, og som måske kan være kimen til, hvorfor det ikke er usædvanligt at kampene spilles i en virkelig ond stemning. 

Dommerne har også et ansvar når de tillader hårdt fysisk spil og bør efter min overbevisning se på om dommerlinjen skal skærpes i samarbejde med floorball Danmark.

Det kan ikke være rigtigt i en ungdomsrække at vi fremmer det fysiske spil på bekostning af det tekniske når en lille teknisk spiller bliver most og i mange tilfælde bliver bange for at gå på banen.

Trænerne og lederne har et ansvar

Er trænerne i U18 rækken klar til at stå det med det ansvar – jeg kender mange af trænerne og har faktisk meget positivt at sige om de fleste, men måske er flere af dem ikke parate til at håndtere det, når de i mange tilfælde er på alder med de ældste på holdet og skal håndtere forældre som tilsyneladende ikke ved hvordan man opfører sig. Det er trods alt de færreste 22 årige der går hen til en far på holdet og beder ham forlade hallen fordi han faktisk sætter sporten og ikke mindst spillet og sin egen søn i disrespekt.

Det største ansvar er hos klubberne, og dette gælder i særdeleshed også den klub jeg repræsentere Rungsted Hørsholm FK.

Vi skal ikke pege fingre, da der helt sikkert vil være nogen der peger tilbage igen, men skal vise vi faktisk vil gøre noget ved problemet.

Vi har de sidste mange år arbejdet med det “grønne kort” i ungdomsrækkerne og nedskrevet en politik for hvordan vi er sammen “vi vil vinde alle priser men ikke for enhver pris”, men må se på hvad vi yderligere kan gøre.

Udover at indskærpe at vi faktisk har en nultolerance overfor spillere,  trænere, forældre, som ikke kan opføre sig i henhold til vores politikker, så kan det også være en mulighed at vi som klub skal gå mere aktivt ind i kampafviklingen og forvise forældre der ikke kan afholde sig fra at råbe af spillere, dommere mv. og hvis der er en oplevelse af dette gælder en bestemt gruppe, så gå i dialog med de klubber med henblik på at forældre ikke får adgang til at se deres børn spille.

COVID-19 medfører at kampe afvikles uden tilskuere er ligesom noget vi ikke kan gøre så meget ved, men vi kan gøre noget ved den udvikling vi ser i ungdomsrækkerne både på og udenfor banen ellers bliver det konsekvensen,  at kampe skal afvikles uden tilskuere, da dette kan sikre at opråb fra forældre ikke er med til at opildne spillerne på banen.

Jeg er ikke overbevist om det vil være nok, men det kan være en start og sende et stærkt signal om at vi faktisk vil gøre noget ved problemet.

Jeg er derfor af den overbevisning at der  faktisk er noget galt i floorball Danmark, men det er et fælles ansvar og noget vi kan gøre noget ved hvis der er vilje til det.

Bloggen her er skribentens egen personlige holdning og har intet at gøre med Floorballportalen.dk.