Caroline Christoffersen: – Viljen blev afgørende

Foto: Thomas Krogh Photography

Der var revanche på menuen, da AaB Floorball mødte Århus FK i Select Kvinde Floorball Ligaen. De to hold mødtes for en lille uge siden, hvor Århus FK vandt med 8-7 efter overtid. Caroline Christoffersen fra AaB Floorball sætter følgende ord på en kamp, hvor AaB var lang tid om, at finde rytmen:

– Vi havde en lidt vag optakt til kamp, og var lidt langsomme i starten. Vi spillede bolden meget hektisk rundt og tabte mange bolde. Vi prøvede en anderledes opstilling i dag og det skulle vi lige vænne os til, men overordnet synes jeg, at vi gjorde det godt defensivt. Vi har dog stadig mange ting, vi kan træne på.

I modsætning til det seneste opgør mellem de to hold havde AaB Floorball meget svært ved, at knække koden til Århus FKs i lørdagens kamp. Der skulle gå næsten to hele perioder, før AaB havde sat den første pind bag gæsternes målmand. Caroline (Christoffersen red.) tilskriver manglende skarphed på dagen, som en af hovedårsagerne:

– Jeg tror vores manglende målscoringer kan tilskrives, at vi var lidt mere sløve i dag end vi plejer. Århus FK står også godt defensivt, men jeg tror det lige så meget handler om, at vi ikke var super skarpe i dag.

Caroline (Christoffersen red.) blev den helt store helt for AaB Floorball, da hun i de døende minutter fik vendt 2-3 til en sejr på 4-3 til hjemmeholdet. Vilje var nøgleordet bag begge mål i følge Caroline (Christoffersen red.):

– Jeg tror at de sidste mål handler om vilje. Vi har et motto på holdet, der lyder, at hvis ikke det tekniske kører, så må viljen tage over, og det gjorde den til sidst i kampen.