Cecilia Di Nardo indstiller landsholdskarrieren

Cecilia Di Nardo i kamp mod Norge i en træningskamp 2021. Foto: Kent Henriksen, Innebandyavisen.no

Et dansk kvindelandshold uden Cecilia Di Nardo er vel ret svært at forestille sig? Men dette bliver til virkelighed efter det kommende VM, hvor Di Nardo naturligvis er med for Danmark.

Den danske landsholdsstjerne offentliggjorde sin beslutning igår på Facebook med følgende ord:

– Det er vemodigt at sige farvel efter alle disse år, for jeg har nydt hver en stund med dette landshold. Lige fra min første træning tilbage i 2007, da 14-årige Cecilia mødte hendes idioler og fik lov at spille sammen med de bedste. Til i dag, hvor jeg stadig nyder at synge nationalmelodien med mine bedste veninder. Og selvom vi endnu ikke har vundet medaljer, så har jeg været særligt stolt hver gang jeg er gået fra banen som kaptajn. Stolt og ydmyg over tilliden.

LÆS MERE: Floorballpodcast #6 (Special med Cecilia Di Nardo)

Den 29-årige frederikshavner deltager ved sin syvende slutrunde for Danmark og har i løbet af de første seks slutrunder skudt sig helt op i blandt de allerbedste. Di Nardo rangerer lige nu på en flot andenplads og over de mest scorende spillere ved VM igennem tiderne.

Spilleren hun kæmper med, er desværre også stadig aktiv. Schweiziske Corin Ruttimann er også udtaget til dette VM og den jævnaldrende schweizer vil således gøre alt for at holde Di Nardo bag sig i endnu en slutrunde.

Cecilia Di Nardo slipper dog ikke landsholdet og landsholdene helt. Hun er nemlig ansat i Floorball Danmark som sportskonsulent og her vil arbejdet fortsætte:

– Selvom det hele slutter på banen i Uppsala, så forsætter jeg udenfor banen i mit arbejde med landsholdene hos Floorball Danmark. Fordi jeg gerne vil give noget tilbage, og fordi jeg ønsker at andre får samme oplevelser med landsholdet som jeg fik. Jeg glæder mig til at nyde de sidste minutter på banen i den røde trøje.