Copenhagen FC sender to profiler til Sverige på lån

Foto: Thomas Krogh Photography

Copenhagen FC i Select Herre Floorball Ligaen har indgået en aftale med den svenske division 2-klub Malmhaug IBF, om at låne to af holdets største profiler resten af sæsonen. det meddeler den danske klub på sin Facebookside.

De to spillere er den danske landsholdsmålmand Rasmus Engelhardt Frie og den 18-årige finske forward Kalle Tamminen, der kan se frem til igen at blive coachet af Mattias Hacke Johansson, som tidligere har været træner i Copenhagen i en årrække, men for kort tid siden tog over i Malmhaug.

Copenhagens cheftræner Jori Tamminen siger følgende om aftalen:

– Som klub er vi meget glade for og stolte over, at vores spillere bliver betragtet som spillere der kan hjælpe svenske Malmhaug med at nå deres mål om oprykning. Både Rasmus og Kalle har været blandt vores vigtigste spillere i denne sæson og derfor er det selvfølgelig ikke nemt at se dem tage af sted, selvom det kun er for en kort periode. Men samtidig er det en fantastisk mulighed og oplevelse for dem – og som klub står vi for, at sætte spillernes udvikling i centrum i alt, hvad vi gør og derfor har de vores fulde opbakning. Vi ønsker dem alt godt og byder dem velkommen tilbage, når tiden kommer.