David de Fries: – Sejren giver lidt luft og ro

Assisterende Benløse-træner David de Fries under en kamp mod Hvidovre i 2019/2020 sæsonen. Foto: Thomas Krogh Photography

Benløse Floorball Club sejrede på måltavlen relativt klart over Hvidovre Attack FC i torsdagens TV-kamp på Sport Live. Assisterende træner hos Benløse David de Fries var en glad mand efter kampen, der ifølge ham, giver lidt luft oven på pokalnederlaget til Hvidovre for et par uger siden:

LÆS MERE: Kobberup: – Skarpheden til forskel

– Med nye spillere, nyt system og nyt setup, er det to svære kampe, at starte op med og kniven for struben. Som forsvarende mestre og pokalmestre er det naturligt, at et nederlag i pokalturneringen hurtigt kan stille spørgsmåltegn ved hvor vi står, er det den rigtige retning? Kan vi uden Glass(Mathias Glass. red)? osv. osv. Også selvom jeg inden pokalkampen kaldte den 50/50.

– Hvidovre er i mine øjne en seriøs bejler til en finaleplads. Så selvom vi langtfra er, hvor vi vil være, når vi rammer mellemspillet, så giver det lidt luft og ro, at vi tager de 3 point igår, og samtidig kører på tre kæder i over 50 minutter. Vi får rettet lidt til taktisk i forhold til special teams og så har vi fået flere haltimer sammen. Med tre nye kæder og nyt system, er det tiden der er en faktor. Desuden får vi udnyttet skarpheden til sidst, hvilket man må sige at vi ikke gjorde i Hvidovre.