Di Nardo: – Jeg tager ikke vores dårlige start så tungt

Foto: Peter Lindblad, Malmø FBC

Cecilia Di Nardo og hendes Malmø FBC i kvindernes SSL har fået en ræderlig start på sæsonen. Fire kampe er spillet og det er blevet til tre regulære nederlag og et nederlag i overtid. Dermed har sidste års nummer fem i SSL grundspillet kun hentet 1 point.

Årsagerne til den dårlige start kan være mange, men den danske landsholdsanfører mener at sidste sæsons flotte femteplads kan være en af dem:

– Jeg tror vores dårlige start handler om at både spillere og trænere har mærket det pres der ligger på os, efter vores gode præstation forrige sæson. Spotlyset har for alvor ramt vores hold efter toppræstationer forrige sæson, og efter både spillere og trænere fik flotte kåringer. Vores anfører Ellen Rasmussen blev “årets spiller”, vores unge forward Maja Ekström blev “årets rookie”, og vores cheftræner Michael Jeppsson blev “årets træner”.

– Derudover har vi fået tre finske landsholdsspillere denne sæson. Vi har skulle finde vores plads, som et tophold og ikke længere et hold på grænsen til slutspil. Desværre fik vi nogle skader lige inden sæsonstart, på tre vigtige spillere. Vi har derfor fået en nervøs start på sæsonen og har ikke haft heldet med os. Vi har måtte kæmpe ekstra hårdt for hver bold.

– Med en tæt liga, hvor der ikke er den store niveauforskel fra top til bund, får man bestemt ikke noget foræret. Vi er dog ved at finde os til rette i forventningerne, og derfor er 3 point i dag meget vigtig for os. 

Onsdag aften møder Malmø FBC på hjemmebane i Baltiska Hallen oprykkerne og naboerne fra IBK Lund. En kamp holdet SKAL vinde for at gå genstartet sæsonen:

– Kampen i dag bliver en vigtig nøgle i at få kickstartet sæsonen. Personligt tager jeg ikke vores start så tungt. Sæsonen er lang, og jeg ved vi nok skal få styr på vores spil.

Malmø FBC fik inden sæsonstart tilgang af tre finske landsholdsspillere, der alle har bidraget til en styrket trup i Malmø:

– Vi har fået en back, en forward & en målmand i de finske spillere. Det er tre rutinerede spillere med mange landskampe på cv’et, og ikke mindst en gennemsnitsalder på 29 år. De giver en del fart til holdet og er meget direkte i deres spil. Det er naturligvis også noget vi har skulle finde en balance i, så det komplementerer vores spil i Malmö. Gennem mange sæsoner er det unge spillere vi har fået til klubben, så vi har helt sikker mærket stor forskel ved at få nogle rutineret spillere til klubben. 

Tilgangen af de dygtige spillere, har dog ikke ændret så meget ved Cecilia Di Nardos egen rolle på holdet. Den danske landsholdsanfører har efterhånden en nøglerolle på holdet og det er også sådan hun selv føler det, når hun skal beskrive sin rolle:

– Min rolle på holdet har ændret sig meget fra min første sæson(2015/2016. red). I starten da jeg kom til klubben, var min rolle meget simpel. Jeg skulle score mål, ikke andet. 

– Nu er min rolle blevet mere som en nøglespiller. Jeg bliver brugt til at skabe helhed og balance både på banen, men også uden for banen.  

– Jeg skaber ro gennem mit spil, og er en person de nervøse spillere skal kunne læne sig op ad. Jeg bliver derfor også brugt på flere forskellige positioner. Jeg bidrager især til spillet som back, hvor jeg kan få en playmaker-rolle. Jeg har et godt overblik, spiller smart og ved det forventes at jeg vinder alle mine nærkampe.

– Jeg bliver også brugt som center/forward, selvom trænerne foretrækker mit spil som back. De seneste to kampe har jeg spillet center i 1. kæden og back i 3. kæden. Derudover indgår jeg i special teams. Både boxplay, powerplay og 6 mod 5. 

Cecilia Di Nardo og Malmø FBC spiller i aften kamp i SSL og du kan se højdepunkter fra den kamp her på Floorballportalen.dk sent onsdag aften.