
Det er meldt ud af Select Kvinde- og Herre Floorball Ligaen starter op igen i starten af marts måned. For at det overhovedet kan lade sig gøre, skal klubberne efterleve en coronaprotokol udsendt af Floorball Danmark.
Floorballportalen.dk giver dig her overblikket over hvilke krav, klubberne skal efterleve, for at kunne spille med i Select ligaerne og Pokal Final 4.
LÆS MERE: Ligaerne starter igen – Final4 flyttes til april
Holdkrav
Floorball Danmark anbefaler at klubberne holder antal af person omkring de enkelte hold på max 50 personer. Disse SKAL figurere på den liste der indsendes til Floorball Danmark.
Personer der kan stå på listen er blandt andet: Trænerteam, holdledere, fysser og spillere. De spillere som kun træner med holdet skal også noteres på listen.
Udover ovenstående liste er der følgende punkter som skal overholdes for holdet generelt:
- Alle der står på listen over personer der omgås holdet SKAL testes mindst én gang om ugen.
- Alle hold skal udpege en coronaansvarlig
- Alle spillere, trænere, holdledere og andre der følger, skal kunne fremvise en negativ test i forbindelse med kamp hvis sådan efterspørges af Floorball Danmark. Testen må ikke være mere end 72 timer gammel fra testresultat til kampstarttidspunkt.
- Bliver en spiller, træner, holdledere mv. taget i ikke at kunne fremvise en negativ test taberdømmes det pågældende hold 0-5.
LÆS MERE: Herreligaen: Holdene har startet træning
Kampafvikling
Følgende punkter er gældende ved kampafvikling:
- Holdene skal, hvis muligt, gå ind ad en indgang og ud ad en anden.
- Holdene skal møde omklædt til kamp og ellers skal brug af omklædningsrum aftales direkte med værtsklubben på forhånd.
- Hilsepligten efter kampen er midlertidigt afskaffet grundet Covid-19/coronavirus.
- Der bør være enten personale eller frivillige til stede under afvikling af kampe, der har til opgave at forebygge opbygning af tætte forsamlinger.
- Kontaktflader som mål, bolde og udskiftningsbænke skal sprittes/vaskes af efter hver kamp
- Der skal så vidt muligt afholdes 1 meter afstand på udvisningsbænken.
- Der skal så vidt muligt afholdes 1 meter afstand på udskiftningsbænken.
- Der skal være håndsprit ved ind/udgang og ved dommerbordet
- Under covid-19 er reglen om at skifte side og udskiftningsbokse i periodepausen og eventuelt sideskifte i 3.periode suspenderet.
- Face-off klares hurtigst muligt uden at korrigere, da bolden ellers gives til ikke-fejlende hold.
- I periodepauserne må kun det aktive hold opholde sig på banen.
- Det er til enhver tid den arrangerende forening, der har ansvaret for, at alle regler overholdes.
Træningskrav
Når holdene skal træne gælder følgende krav:
- Der opstilles rigeligt af beholdere med håndsprit i relevante faciliteter
- Ved træning anvendes spillerbænken således, at der er 1 meters afstand mellem spillere og bænken rengøres/afsprittes før og efter hver træning.
- Drikkedunke er strengt personlige – hver spiller sørger for at vaske sin dunk grundigt efter hver træning/kamp.
- Ved gennemgang af træningsøvelser skal afstand på 1 meter holdes i det omfang, det er praktisk muligt.
- Hyppig og grundig rengøring af fælles kontaktpunkter skal som minimum ske en gang dagligt og oftere ved mange berøringer.
- Hvis det er muligt, holdes en meters afstand ved aktiviteter i bevægelse eller ved fysiske anstrengelser. Floorball med fysisk kontakt kan dog gennemføres, hvis man har stor opmærksomhed på sundhedsmyndighedernes anbefalinger – særligt hygiejne og kontaktsmitte – og i øvrigt følger myndighedernes retningslinjer.