Disse spillere kan få deres gennembrud i herrernes SFL – del 1

Foto: Floorballportalen.dk

Floorballportalen.dk har taget et kig igennem de forskellige spillertrupper i herrernes Select Floorball Liga, for at finde frem til spillere, som vi tror kan få deres gennembrud i Danmarks bedste floorball række. Et gennembrud, kan man sagtens få efter flere sæsoner i ligaen og derfor er det ikke nødvendigvis kun unge spillere eller første års spillere i ligaen som er med på denne liste.

LÆS MERE: Disse spillere kan få deres gennembrud i herrernes SFL – del 2

Mads Jespersen, årgang 2001, back – Sunds Seahawks

Mads Jespersen har været med omkring ligaholdet i Sunds de sidste tre-fire sæsoner. Han var med det danske U19-landshold, der var afsted ved VM i canadiske Halifax i 2019. Han spillede næsten fuld tid i den overståede sæson, så egentlig er han tæt på det der kan betegnes som et mindre gennembrud. Men der er mere i den midtjyske kraftkarl. Jespersen har et stort energi niveau, stærk duelspiller og kunne godt ligne en yngre udgave af Benløse FCs Daniel MacCabe. Hans defensive egenskaber er hans force og han kan, hvis det hele spiller gå ind og dominere for Sunds og dermed blive den defensive krumtap, som spiller mange minutter og tager ansvar og giver de offensive profiler frihed til at producere de afgørende mål oppe foran.

Foto: Thomas Krogh Photography

Nicklas Møller, årgang 1998, center – Vanløse Floorball

Nicklas Møller har været med på Vanløses bedste herrehold i en årrække. Dog afbrudt af to sæsoner i Benløse FC. Møller har efterhånden god rutine og det skal konverteres. Han savner lidt fart i stængerne, men har en god spilforståelse og kan, når det kører for ham sætte points på tavlen. Og det er lige præcis det der mangler for at vi vurderer Møller får sit endelig gennembrud. Han spiller solidt i to-vejs spillet, men der skal lægges mindst et lag på offensivt, for at det endelige gennembrud kommer og Vanløse kan rykke tættere på slutspilsdeltagelse. Måske kan en rolle som andencenter bag Fredrik Sjøstedt, give ham lidt ro, og den perfekte læremester, til at han kan tage næste skridt i sin udvikling?

Foto: Thomas Lunau

Magnus Nyeng Jensen, årgang 2002, center – Frederikshavn Blackhawks

Magnus Nyeng spillede allerede i sidste sæson flere kampe for Blackhawks og producerede også mål og assists. Men spillemæssigt har han potentialet til at blive en stjerne i ligaen. Mindre kan gøre det for at få et gennembrud i den danske Select Floorball Liga. Magnus Nyeng er meget dynamisk i sin spillestil og bevæger sig rundt på hele banen med stor energi. Hans drive og fandenivoldskhed er hans spidskompetencer og han kan på sigt komme til at dominere banen i en liga kamp. Men spørgsmålet herfra er, bliver der nok spilletid hos finaleaspiranterne fra Blackhawks til at vi kan tale om et egentlig gennembrud i den kommende sæson?

Foto: Thomas Krogh Photography

Disse navne bør også nævnes, som mulige kandidater til et gennembrud i denne sæson:

Casper Eiersted – målmand – SEIF Tornados

Emil Kajgaard – forward – SEIF Tornados

August Mathiassen – back – Rødovre FC

Jonathan Carlsen – forward – Copenhagen FC