DM-guldvinder skifter til barndomsklub

Sandie Bagge fra Copenhagen sparker en bold væk i DM-finalen 2021 mod Århus FK. Foto: Franz Veisig

Copenhagen FCs kvinder forsvarede deres mesterskab tilbage fra 2019, med en finalesejr på 2-1 over Århus FK i 2021 finalen. Men kampen blev noget tættere end mange havde forventet, det skyldtes flere ting i følge den rutinerede back Sandie Bagge, der ikke mente at hun og holdkammeraterne ramte deres vanlige høje niveau:

– Kampen skred ikke helt frem som ønsket, da vi ikke rigtigt kunne få vores opbygning af spillet til at køre. Århus levnede ikke den plads og de kvadratmeter, som vi ellers har kunne udnytte i sæsonens øvrige kampe, hvilket man godt kunne mærke, spredte en del frustration på bænken undervejs. Presset steg i takt med, at når vi fik spillet til at rulle, var det enten halvhjertede afslutninger, en yderst god defensiv eller en meget velspillende målmand i kassen. Vi havde absolut ikke en god dag på kontoret og det kan man vist kun sige at Århus hurtigt fangede, både i omstillinger og opdækning af indspil.

Det manglende gode spil, men også Århus’ fremragende indsats i sær defensivt, gav dog lige præcis den nerve i kampen, som det meget overlegne Copenhagen hold ellers ikke har prøvet i denne sæson fortæller Sandie Bagge:

– Det var en mega fed kamp at spille, det er længe siden, at jeg (og mine holdkammerater) har spillet med en sådan nerve, at en lille fejl kunne koste så dyrt! Netop fordi vores bombardement ikke kunne skabe den “frihed” i spillet, som det har gjort tidligere. Århus gav ikke bare sådan ved dørene, hvilket desuden også gjorde at frustrationen også blev større og større. En absolut fed finale, med præcis den nerve og spænding – som egentlig burde herske i de fleste kampe, men desværre er det ikke sådan det er. Med det sagt, så slutter jeg af på den bedst tænkelige måde i Copenhagen, med The Double.

Efter seks sæsoner i Valbyklubben, er det nu tid for 36-årige Sandie Bagge til at vende hjem og deltage i opbygningen af en ny æra inden for kvindefloorball i hendes barndomsklub Jægerspris Underducks FC:

– Kapitlet i Copenhagen, lukkes endegyldigt nu. Det har været seks sæsoner, hvor der har været spillemæssige op- og nedture undervejs. Men absolut dét værd, at køre hjemmefra kl.19 og være hjemme 23:15, til hver træning. Det kan jeg nu skifte ud med 5 minutter på cykel, hvor min hjerteklub befinder sig – Jægerspris Underducks FC.

– Tiden, alderen og særligt erfaringerne passer, til at jeg kan give mine erfaringer videre, mens jeg i spillet kan bidrage til den sidste brik i puslespillet kan lægges. Der er stort udviklings potentiale hos spillerne, og nu har vi i Jægerspris også en del ungdomsspillere, som snart banker på dørene, til at kunne begå sig som seniorspillere. Allerede i denne sæson, har vi haft nogle stykker med oppe og snuse til både træninger og kampe.

– Med de nye regler for deltagelse på seniorniveau, rykkes projektet dog lidt – ikke sagt at de kun skulle spille senior, fordi de skal sandelig også spille på deres respektive årgangshold, men som supplement til deres udvikling og træninger, kan vi allerede se nu – at der er grobund for en fantastisk generation af damespillere i Jægerspris. Og blandet med lidt ældre og rutinerede spillere, så kan der bygges og bygges, og det er her jeg gerne vil forsøge at give holdet mine erfaringer og bidrage til at løfte holdets kollektiv.

– Med en ny farve stribet trøje, venter der en masse kampe, som både er tætte og helt sikkert også nederlag – men det er dét som gør det værd, at spille floorball – At man skal kæmpe for hver en bold samtlige 3 x 20 minutter, slutter Sandie Bagge.