Filippa Granlund: – Vi var ikke klar fra start

Filippa Granlund fra Århus FK i nærkamp om bolden, i kampen mod Frederikshavn Blackhawks i SFL 21/22. Foto: Helge Overgaard

Efter en fremragende start på sæsonen for sidste års sølvvindere, der sikkert slog Herning tirsdag aften, var det spændende at se, om århusianerne kunne matche Frederikshavn Blackhawks i dagens kamp. Og noget af det der blev afgørende for kampen, var en enorm stærk 2. periode af gæsterne, der vandt den med 0-6 og dermed kunne starte den sidste periode ud med en føring på 1-6, da hjemmeholdet havde lavet et mål i powerplay sidst i 1. periode. 

LÆS MERE: Dameligaen: Fr. havn Blackhawks – Århus FK i tal

Spillende træner, Filippa Granlund, er kommet godt i gang igen, efter en længere skadespause og kom også på måltavlen i dagens kamp. Hun fortæller, at de inden kampen var meget spændte på, hvilket hold de egentlig skulle møde og på hvordan kampen ville udvikle sig:

– Kampen startede i et højt tempo, som vi slet ikke var med på og derfor bruger vi lige de første 10 min i 1. periode til mentalt at komme ind i kampen. Grundet en meget velspillet 2. periode lykkes vi med at vinde kampen, selvom Frederikshavn får scoret nogen mål i 3. periode og får bevaret det høje pres.

Rent fysisk har Filippa Granlund selv været klar efter sin skade i lang tid, men hun synes det er det psykiske der er svært efter så lang tid væk fra spillet. Og så selvfølgelig det med at lære bolden, taktikken og tempoet at kende igen.

LÆS MERE: Søren Frederiksen: – Fortrøstningsfuld for fremtiden

Der har også været nogen ændringer i trænerstaben i forhold til sidste sæson, og derfor er det ekstra svært at komme ind i det hele igen, fordi hun ikke bare kan fokusere på at være spiller, men også har trænerkasketten på. Hun er dog rigtig glad for at have Stinne Jørgensen med sig på bænken, og så er der også delegeret mere ansvar ud til spillerne. Alle skal naturligvis lige finde sig til rette i deres nye roller, men med tålmodighed og godt samarbejde er hun sikker på det nok skal lykkes.

Både trænerstaben og holdet er rigtig glade, men trætte, ovenpå dagens sejr.

”Vi kører glade og trætte hjem til Aarhus, og vi tager den gode kampgejst og holdånd med til næste kamp! Og kæmpe shout-out til Mette, der stod en fremragende kamp i målet!”