Floorball Danmark: – Vi deltager ved U19-VM for herrer

Foto: DEBS, debyshan.com, IFF

For et par dage siden meldte det norske floorball forbund ud at de ikke ønsker at sende deres to U19-landshold for kvinder og herrer til de kommende VM-slutrunder pga. den igangværende corona-pandemi.

– Hovedårsagen er myndighedernes indrejsebestemmelser til Norge og de generelle rejseråd. Derudover ville eventuel smitte under mesterskabet kunne skabe en krævende og presset situation med karantæne og isolation for vores unge udøvere, som skal deltage, lyder det fra det norske floorball forbund.

Hos Floorball Danmark har man også vendt den nuværende situation og her fortæller direktør Carsten Provstgaard at de danske U19-herrer kommer til at deltage ved U19-VM i tjekkiske Brno fra d. 25. – 29. august:

– Vi sender vores U19-hold til Tjekkiet. På baggrund af de givne retningslinjer fra både IFF og Sundhedstyrelsen, samt de interne anbefalinger fra DIF, vurderer vi det forsvarligt for de danske spillere at deltage. Vi er bevidste omkring, de givne retningslinjer skal følges og almen fornuft skal anvendes under begivenheden, og vi har fuld tillid til, vores trænere, spillere og officials er rustede til den opgave.