“Floorball Fighters” – Alle skal have mulighed for at spille floorball




Floorball Fighters er navnet på det seneste tiltag i Hvidovre Attack Floorball Club. Vestegns klubben tog i januar initiativ til at oprette et hold for unge mennesker med særlige behov i samarbejde med IFEL Specialsport.

Flere undersøgelser viser nemlig at det kun er ganske få unge mennesker med særlige behov, der dyrker en eller anden for idræt i hverdagen, derfor besluttede Hvidovre Attack at forsøge at skabe et tilbud til netop denne målgruppe, fortæller initiativtager Trine Ravn, der både er en del af Hvidovre Attack FC og IFEL Specialsport:

– Vi alene i vores lokalområde mellem 250-300 børn og unge med særlige behov blandt vores borgere. Statistisk set er mindre end 1 ud af 10 børn (med særlige behov) aktive med idræt. I Hvidovre er der kun få andre fritidstilbud til målgruppen. Det satte Hvidovre Attack FC, sig for at gøre noget ved. Klubben har været gode til at få andre med på idéen, således har Spar Nord fonden og Den fælleskommunale Handicapidrætspulje støttet opstartet, hvilket har gjort det muligt at tage ekstra godt imod de nye spillere, med blandt andet spillertøj og udstyr.

Fremtiden

Floorball Fighters er nu etableret som et selvstændigt hold under Hvidovre Attack FC, men det har ikke været uden udfordringer. Frygten for at hele projektet ville gå til under Coronakrisen, hvor alting var lukket ned, var stor, men med lidt kreativitet, lykkedes det at finde en en vej ud af mørket:

– Da Coronakrisen kom og lukkede alting ned, blev vi fra Hvidovre Attack mere og mere bekymret. Det er svært for alle mennesker at komme i gang igen med sport, efter en lang pause, men børn og unge med særlige behov er typisk endnu mere sårbare, så ja, jeg blev lidt bekymret som ugerne gik, fortæller Trine Ravn.

Så da klubben tilbød at forsyne spillerne med floorball-stave, gik holdet online i stedet. Alle spillere fik leveret en stav og lidt bolde, så man kunne øve sig hjemme og være med foran skærmen. Ikke alle er med hver gang, men dem som er med hygger sig og glæder sig til at komme rigtigt i gang igen.

Drømmen

Drømmen er at Floorball Fighters vokser, som et fast og stabilt hold gennem mange år og bliver en del af foreningens store fællesskab fortæller Attacks formand Marie Krabbe:

– Vi tror på at jo flere vi er og jo mere forskellige vi er, jo sjovere får vi det sammen. Der er mega god energi i klubben i forvejen og de her unge mennesker skaber endnu mere glæde og godt humør omkring sig. Det er en fornøjelse at være sammen om vores kærlighed til floorball.

Marie Krabbe understreger at der stadig er plads til mange flere på holdet:

– Vi er klar til at vokse med opgaven!

Hvidovre Attack FC og Trine Ravn kan kontaktes på attackfc@attackfc.dk eller telefon 61703060.