Frederik Kobberup: – Vi skal spille 60 minutter som hold

Frederik Kobberup fra Hvidovre Attack FC med bolden i kampen mod Benløse FC i SFL 20/21. Foto: Thomas Krogh Photography

Onsdag aften tager Hvidovre Attack FC den korte tur til Rødovre for, at jagte yderligere tre point i bestræbelserne på, at kvalificere sig til forårets mellemspil i Select Herre Floorball Ligaen. Kaptajn for Hvidovre Attack, Frederik Kobberup, ser frem mod en kamp, hvor Hvidovre skal arbejde på, at få sat 60 minutters god floorball sammen:

LÆS MERE: Optakt: Rødovre FC – Hvidovre Attack FC

– Mine forventninger til kampen i morgen er, at vi går ud og dominerer kampen fra start til slut. Vi har haft en meget svingende sæson indtil nu, hvilket der er mange grunde til, men i morgen er en god mulighed for at komme tilbage på sporet og finde rytmen i holdet. Vi har ikke præsteret i 60 minutter som hold endnu, så det håber jeg, at vi kan gøre i morgen.

Frederik Kobberup fortæller endvidere om, at Hvidovre Attack fortsat arbejder på flere ting frem mod mellemspillet så som, at finde de rette sammensætninger i kæderne:

– Ift. hvad vi arbejder på frem mod mellemspillet, så er det at finde de rette kædekonstellationer, og hvordan vi får mest muligt ud af vores hold. Lige nu har vi et rigtig stærkt hold på papiret, men det kører ikke lige så godt på banen, og det arbejder vi hårdt på, så vi kan spille med, hvor det er sjovt, som i øvrigt også er det eneste der tæller for os – at vinde.

LÆS MERE: Head-2-Head: Rødovre FC – Hvidovre Attack FC

Efter et længere skadesforløb vendte Frederik Kobberup tilbage på banen i denne sæson. Det har indtil været en kamp for, at finde kampformen, men Frederik Kobberup er optimistisk omkring fremtiden:

– Den har været udmærket, men jeg kan og skal helt klart forbedre mig endnu mere. Jeg har efter et års skadespause skullet finde kampformen igen, men den kommer stille og roligt, og jeg føler mig i rigtig god form, så jeg er fortrøstningsfuld om, at jeg kun bliver bedre som sæsonen skrider frem.