Frederikshavn i Final4-finalen efter drama mod Hvidovre

Foto: Kasper Kofoed

Frederikshavn Blackhawks danske mestre i Select Herre Floorball Ligaen mødte Hvidovre Attack FC i Arena Nord Final4s første semifinale og det blev en yderst tæt affære på trods af en rigtig god start til Frederikshavn.

Ikke overraskende var det Frederikshavn der var mest på bold i kampens indledning og derfor var det heller ikke så overraskende da Nicolai Flyvholm fortsatte sin gode form fra DM-finalen for 14 dage siden.

Målet kom efter den tidligere Frederikshavnspiller Mathias Hørby lavede en fejl, som Flyvholm ikke var sen til at udnytte.

Efter målet faldt der lidt ro på kampen, hvor Hvidovre stille og roligt kom frem til flere chancer og kampbilledet blev derfor mere ligeværdigt, dog stadig med nordjysk initiativ.

Hen i mod slutningen af perioden tændte Frederikshavn til sendte to bolde i kassen og var pludselig oppe med 3-0. Den tredje scoring sendte Kasper Kajgaard i mål kun 3 sekunder før tid.

Ikke underligt var det nogle sammenbidte Hvidovre spillere der entrerede banen til anden periode.

Humøret skulle dog blive bedre set med Hvidovrebriller i løbet af de midterste 20 minutter.

På trods af et helt lige kampbillede og chancer i begge ender, var det Hvidovre der to gange fik scoret. Stefan Ohrt fik Hvidovre på tavlen med en flot enkeltmands præstation, som var en opvisning i fart, balance og råstyrke.

Nogle minutter senere via et powerplay var det en anden tidligere frederikshavnspiller, Jonas Nordheim der var på pletten til 3-2, som også var stillingen inden tredje periode.

Med maksimal spændning og alt at spille for blev det en overraskende åben slagudveksling i de sidste 20 minutter.

Frederikshavn kom på 4-2 efter par minutter af tredje periode ved Anton Madsen, til stor jubel de mange fremmødte tilskuere, men glæden blev hurtig afløst af en Mathias Hørby-reducering, der faldt kun 10 sekunder efter 4-2 målet. 4-3 efter cirka 5 minutter af tredje periode.

Lidt over midtvejs i perioden sendte Frederikshavns Rasmus Larsen en topklasse afslutning afsted, da han i samme bevægelse modtager bolden og vender rundt på en tallerken og får smidt kuglen helt op i modsatte hjørne, helt uden chance Kasper Eriksen i Hvidovremålet. 5-3.

Med knap 5 minutter tilbage af tredje periode fik Hvidovre muligheden i powerplay, og den mulighed var de ikke sene til at udnytte og bragte dermed spændingen tilbage i kampen med 5-4 målet.

Scoringen var signeret “Frederikshavnerforbindelsen” Jonas Nordheim med Mathias Hørby som oplægger.

Hvidovres muligheder for comeback blev dog næsten umuliggjort af en udvisning til spillendetræner Marko Krogsgaard, som Frederikshavn udnytte til at score til 6-4. Landsholdsbacken Jesper Schmidt tæskede bolden i mål og sikrede reelt finalebilletten med kun lidt over et minut tilbage at spille i.