Glad: – Drengene gør lige præcis som vi har aftalt

Frederikshavn Blackhawks træner Andreas Glad under en kamp mod Sunds Seahawks i SFL 20/21. Foto: Helge Overgaard

Frederikshavn Blackhawks sikrede sig praktisktalt førstepladsen i Select Herre Floorball Ligaens vest-række med 7-2 sejren over Sunds Seahawks onsdag aften.

Blackhawks-træner Andreas Glad var en glad mand, da Floorballportalen.dk fangede ham til en kommentar:

– Vi spiller endnu en fantastisk kamp mod Sunds. Drengene gør lige præcis som vi har aftalt, og når alle mand tror på systemet og giver sig 100% så kan vi slå alle.

– Vi har rigtig godt styr på tingene, vi kommer til de afslutninger vi gerne vil. Derudover står vi fantastisk i forsvaret, og lukker ned for deres forwards i den største del af kampen. Vi laver to mål i tomt mål der selvfølgelig gør at sejren ser stor ud, men set ud fra hele kampen er det en fremragende indsats, hvor vi kun lukker to mål ind og vi selv får lavet syv basser.

– Kæmpe bedrift at have vundet tre kampe i streg mod Sunds, slutter Andreas Glad