
Copenhagen FC har forlænget kontrakten med svenske Mattias Hacke Johansson for den kommende sæson 2021/2022. Den rutinerede svensker havde ellers planer om at stoppe i den ambitiøse Valby-klub efter denne sæson:
– Planen var egentlig at 2020-2021 skulle være min sidste sæson som floorballtræner i den her omgang, men når sæsonen nu igen blev ødelagt af COVID-19 og vi desuden ikke nåede mellemrunden, så kunne jeg ikke stoppe. Hvis man har muligheden at selv vælge hvornår man stopper så er jeg af den holdning, at man skal gøre det når man ved man skabt underlag for en fremtid og gode forudsætninger for den næste der skal stå i spidsen for holdet.
LÆS MERE: Copenhagen FC forlænger med svensk træner
Udover at Covid-19 har sat en stopper for meget, så ser Hacke Johansson også et meget stort potentiale i det unge hold han har coachet de sidste snart tre sæsoner:
– En anden vigtig grund til at jeg bliver er at der er noget med den her gruppe af spillere der kan blive meget stort og der er virkeligt mange unge talenter som jeg håber kunne forædle gennem uddannelse, tillid og deres eget drive efter at blive så dygtige de bare kan til den her sport. Visionen for holdet er, at vi skal vinde guld. Hvis det ikke er ambitionen på et hold uanset sport på højeste nationale niveau, så ser jeg ikke pointen med at bruge al den tid på det som man gør.