Helsingør FT: – Vi glæder os til DM finalerne

Foto: Helsingør FT

Helsingør Floorball Team skal for første gang i klubbens historie arrangere Superfinalerne i floorball. Superfinalerne er navnet på det event der skal afgøre det danske mesterskab i floorball på én dag for damer og herrer.

Der blev ikke uddelt nogen medaljer eller pokaler i sæsonen 2019/2020 grundt Coronavirussen. Det var ellers Aab Floorball og Aalborg Stadionhal der skulle have lagt gulv til festlighederne. Det bliver i stedet Helsingør Floorball Team der bliver næste klub til at løfte opgaven at arrangere det store arrangement og man glæder sig i det nordsjællandske, fortæller Tobias Pauli, formand i Helsingør FT:

LÆS MERE: Superfinalerne afvikles i Helsingør i 20/21 sæsonen

– Det har i de sidste par år været en flygtig arbejdstanke, men blev et konkret mål for den nye bestyrelse at vi skulle byde ind på arrangementet.
Det er med stor glæde og begejstring, men også med ro og selvtillid, at vi påtager os værtskabet i samarbejde med Floorball Danmark.

Og planen er at dagen skal blive en kæmpe fest, med masser gang i den i og omkring Helsingør Hallen:

– Vi har mange spændende planer for at fylde hallen med aktivitet og fest.

Helsingør Floorball Team er dog ikke uvant med at arrangere store floorball events. De sidste fire år har klubben arrangeret en kamp fra verdens bedste floorball liga SSL. I samarbejde med FC Helsingborg har den nordsjællandske klub løftet opgaven på fornemmeste vis og har i snit haft ca. 1000 tilskuere til kampene.

LÆS MERE: Floorball Danmark og SPORT LIVE indgår TV-aftale

Det har været kutyme at SSL kampen har været lagt i marts måned, men dette vil umiddelbart blive en for stor opgave for klubben at løfte, når DM finalerne falder i april måned. Derfor er Helsingør FT i dialog med FC Helsingborg om at rykke SSL kampen til efteråret fortæller Tobias Pauli:

– Vi håber at kunne afholde SSL i efteråret i stedet for foråret, men vi skal have dialog med FC Helsingborg om emnet, før vi kan melde noget ud.