Herlev Hotboys – Breddefloorball når det er bedst! del 1

Foto: Herlev Hotboys

Floorball er en favnende sport. Kort sagt; ALLE kan spille floorball.

Men. . .

Én ting er at alle kan være med, spillet i sig selv er ikke nødvendigvis det der holder folk fast i sporten. Menneskelige relationer, oplevelser uden for banen og fællesskab, er alle tre meget vigtige paramtre, som kan have indflydelse på, hvor længe en person bliver hængende i sporten.

De næste mange linjer du nu skal til at læse, er et klasseeksempel på, hvordan de tre førnævnte paramtre skaber rammen, om det der foregår på floorballbanen. Det her er…

HISTORIEN OM HERLEV HOTBOYS

Vi skal tilbage til 10. oktober 2004. Det er dén dato drengene fra Herlev Hotboys selv mener er deres fødselsdag. Det er i hvert fald den dato, hvor første turneringskamp (imod Lyngby i øvrigt) blev spillet under deres nye kaldenavn – Hotboys.

Holdet bestod den gang og gør det stadig den dag i dag, af spillere, som spiller for at have det sjovt, nyder hinandens selskab og måske har lidt for mange kilo på kroppen, eller i hvert fald ikke gør så meget ud af det at være i god form.

Peter Holm, som har været med fra da det hele startede fortæller her historien om hvordan Hotboys-navnet blev til:

– Navnet opstod egentlig i en pre-season træningskamp, hvor vi havde måtte iklæde os nogle alt for små overtrækstrøjer, der sad som stramme pikante bikinitoppe på holdets velvoksne spillere. Jeg husker at Ragnar ”Maes” Hansen aka Den Gale Færing udbrød i det øjeblik han tog overtrækstrøjen over hovedet “Vi burde hedde HERLEV HOTBOYS”.

Navnet fængede umiddelbart godt i de øvriges ører for samme dag blev domænet herlevhotboys.com købt og lavet til et sjovt univers om holdet.

Kristian Snerle eller “den ægte nr. 7” som han helst vil kaldes, mindes de første år, hvor Hotboys-identiteten blev skabt i en kælderbar på et kollegie:

– Thomas Elsing og jeg boede på kollegiet og da vi alle var unge og friske dengang begyndte vi så småt at invitere folk på kollegiet efter kampene. De lå typisk en lørdag og kælderbaren var billig. Og det er ret hurtigt at der kommer identitet på. Det med kælderbaren på Hjortespringskollegiet udviklede sig så mere og mere de kommende år.

Herlev Hotboys har siden den første kamp tilbage i 2004 udviklet sig til at blive en institution i dansk floorball på sin egen måde. Holdet holder til i de laveste rækker, når det gælder danmarksturneringen. Holdet har eget logo som de selv har designet og som siden er blevet sat på kamptrøjerne.