Herlev Hotboys – Breddefloorball når det er bedst! del 2

Foto: Herlev Hotboys

Vi fortsætter med anden del af historien om Herlev Hotboys, der er et unikt eksempel på at stærke relationer, godt humør og fællesskab, kan skabe lang fastholdelse i floorballsporten.

Peter Holm forklarer at hele ni spillere stadige er aktive fra den sæson, hvor Hotboys-navnet fik sin debut, tilbage i oktober 2004:

– Til kampen 10/10 2004 var der 15 mand til start for Herlev. Af dem er de ni aktive på Hotboys den dag idag, en tiende dukker op nu & da som vikarierende holdleder. indleder han og fortsætter:

LÆS MERE: Herlev Hotboys – Breddefloorball når det er bedst! del 1

– Vi har klarmelding fra 24 mand til næste sæson. De har gennemsnitligt spillet 12 sæsoner for Hotboys. Og så er der endda et par stykker opstartet det seneste år, der trækker lidt ned på dén led. Ud af de 24, har de 17 spillet 10 sæsoner eller mere for Hotboys. Så udskiftningen må man vel sige er reeeeelativt lille og fastholdelsen ganske pæn.

På trods af flere spillere er udskiftet over de efterhånden 16 år holdet har kørt, så lever den originale Hotboys-stemning stadig:

Optakt til en Hotboys kamp i 2005

– Stemningen internt til dagligdag, kamp og fest er forbavsende uforandret, selvom årene er gået. Måske Hotboys engang var en af mange steder at skeje ud for unge studerende … nu måske en af de få steder, for modne familiefædre, funderer Peter Holm

Kristian Snerle tilføjer om udskiftningen af spillere på holdet:

– Holm har styr på detaljerne. Intet at tilføje der. Men det er interessant hvordan nye falder ind. Enkelte nye spillere har vi måtte afvise, fordi de ikke faldt ind i Hotboys kulturen. Men nye falder ret hurtigt ind og så længe man gerne vil falde ind er det også nemt.