Herlev Hotboys – Breddefloorball når det er bedst! del 4

Foto: Privat

Sportsligt har resultaterne aldrig været det vigtigste for Herlev Hotboys, men det er alligevel blevet til nogle højdepunkter på floorballbanen igennem årene fortæller Peter Holm og Kristian Snerle.

Det største sportslige højdepunkt er Holm og Snerle begge enige om er MBC B-finale sejren tilbage i 2009, og især Snerle beretter om et væddemål, der blev “vundet” om man vil:

LÆS MERE: Herlev Hotboys – Breddefloorball når det er bedst! del 1

– Vi stiller med et fantastisk hold som er forstærket af vores gode venner fra Aab. På daværende tidspunkt var vi igennem årene ved MBC(Marselisborg Cup. red) blevet gode venner med folk fra Aab, og to gange er vi faktisk taget på tur til Aalborg for at spille venskabskampe mod Aab og andre. Det er en anden historie, indleder Kristian Snerle og fortsætter:

– Kasper Møller og Jens Hagbarth er med på holdkortet, men “Hagge”(Jens Hagbarth. red) kan først komme lørdag. Fredag starter med at vi taber de fleste af vores kampe, men da MBC, jo er et taknemmeligt format går vi videre til B-rækken. Der joiner “Hagge” vores hold og får rusket os ret op! Pludselig kan holdet spille sammen. Vi bliver ved med at vinde. Der bliver fightet, scoret mål og selv straffeslags konkurrencerne vinder vi. Allan(Allan Hjort, målmand. red) er en mur. Da vi pludselig er i semifinalen er det bare at nyde livet og spillet frit. Ingen har forventet at nogle overvægtige, tømremændsramte, og i den grad trætte Hotboys kan noget, men vi går sgu i finalen, husker Snerle.

LÆS MERE: Herlev Hotboys – Breddefloorball når det er bedst! del 2

Inden finalen bliver Kristian Snerle lokket ud i at smide tøjet, hvis han skulle lykkes med at score i finalen, og man skulle tro at modstanderen havde lyttet med, for det blev næsten en scoring “den ægte nummer 7” fik foræret:

– Holdet der som regel ender i omvendt top 3 (top 3 fra bunden) skal pludselig spille finale på centercourt mod et sæt rutinerede spillere fra Århus med tidligere landsholdspillere. En Aab-spiller joker lige inden kampstart, med at hvis jeg scorer skal jeg smide tøjet. Det siger jeg ja til, fordi hvad er chancen for at den “ægte nummer 7” scorer i en finale? Spørger Kristian Snerle sig selv og giver selv svaret:

– Jeg scorer så! Efter et tabt angreb er jeg fanget bag mål. Det ser deres back ikke, der stille og roligt spiller den på tværs af slottet, hvor jeg løber om og prikker den ind. Jublen vil ingen ende tage, og jeg løber en halv runde, men nøjes dog kun med at smide trøjen, hvilket også var rigeligt for de fleste!

Efter scoringen ser det lyst ud for de hårdt kæmpende Hotboys-drenge, men med publikum i ryggen og festlig stemning på lægterne lykkes det Herlev Hotboys at vinde et trofæ:

LÆS MERE: Herlev Hotboys – Breddefloorball når det er bedst! del 3

– Publikum er begyndt at komme på vores side og vi bliver ved med at score mål. Der bliver virkeligt hujet og da de fleste tilskuere er ved at blive stive og der er mange folk ved finalerne er der faktisk god stemning… for os…

– Da kampen bliver fløjtet af kaster vi os i en bunke og kan ikke tro det. Der er ingen der er i tvivl om at de fleste på vores holds floorball egenskaber ikke var til mere, men det at opleve en sejr, på et fyldt stadion mens folk hepper på en… det kan ingen tage fra os. Det bliver ikke dårligere af at et andet sammensat herlev hold vinder A finalen. Den aften blev musikken skruet op til ubærlige højder, slutter Kristian Snerle.

Med denne fantastiske beretning slutter serien af artikler om Herlev Hotboys.