Historien bag det legendariske Herlev-logo




Foto: Herlev Floorball Club

Et logo er klubbens ansigt ud ad til. Nogle gør mere ud af det end andre. En af de klubber som har eksisteret længst tid i dansk floorball – Herlev Floorball Club, bringer i dag på deres Facebookside, historien bag deres flotte logo, med en huskat, der godt kunne sende tankerne i retning af tegneserien “Steen og Stoffer”.

Herlevlegenden Jørgen Bo Nielsen fortæller her historien om logoet der den dag i dag stadig pryder klubbens spillertrøjer:

LÆS MERE: Kom tæt på oprykkerne i damernes SFL

– Tilbage i 1994 da klubben blev etableret, var der på nogle bestyrelsesmøder en del snak om et passende logo. Det første logo var faktisk en floorball-spillende hund, som vi brugte i vores første officielle breve overfor Herlev Kommune, Herlev Hallen og Dansk Floorball Union.

– Dette første logo – der forestillede en floorballspillende hund – var ikke var lavet af os selv, men fundet et sted på Internettet (vi snakker her om 1994…). Vi blev hurtigt enige om at få vores eget. Jeg havde en kammerat som var ret skarp til at tegne, så han blev sat på opgaven, at komme med nogle udkast.

– Han fremkom med vores nuværende logo, med en floorballspillende kat. Ingen havde tænkt nærmere over hvilket dyr det lige skulle være, men tegningen var jo ganske enkelt flot, og den strålede af glæde og gejst.

LÆS MERE: Ny struktur for damernes SFL 20/21

– Eneste problem var, at katten både i udseende og tegnestil havde en vis lighed med tigeren Stoffer, fra tegneserien Steen & Stoffer. For at undgå et efterspil med ophavsret mm, blev der taget kontakt til tegneserieforlaget Carlsen Comics, der ejede rettighederne til Steen & Stoffer i Danmark. De vendte forholdsvis hurtigt tilbage med et “OK”, og skrev:

“Vi kan godt acceptere jeres logo til floorball, og selvom der er ligheder med Stoffer, har jeres tegner alligevel gjort logo’et til jeres helt eget ved at ændre i kropsformen… “.

– Så var dén i hus, og dermed havde vi fået det logo, som er uændret den dag i dag, her mange år senere.