Hvidovre Attack sejrede efter overtidsdrama

Foto: Thomas Krogh Photography

Hvidovre Attack tog søndag eftermiddag hjemme imod Rødovre FC i Select Herre Floorball Ligaen. Hvidovre kunne med en sejr sikre sig 2. pladsen i Øst-Kredsen, mens gæsterne fra Rødovre kunne komme á point med Copenhagen FC på 4. pladsen med tre point og én kamp i hånden.

Kampen startede ud i et hidsigt tempo og tilskuerne havde knap nok fået sat sig før Rødovre havde bragt sig foran på mål af Jonas Hvid. Glæden varede dog kun 5 sekunder, da Mathias Thorsen fra Hvidovre udlignede til 1-1 på et mål, som Rødovres målmand formentlig gerne ville have forhindret. Efter den hektiske indledning faldt der mere ro over spillet inden det efter 5 minutter lykkedes Rødovre, at bringe sig foran med 2-1 efter et fint angreb.

I den efterfølgende periode var Hvidovre meget på bolden, men havde svært ved, at komme til de helt åbne chancer. Rødovre lurede på omstillinger og havde et par gode muligheder, hvor skarpheden i afslutninger manglede.

Kampens første udvisning tilfaldt Rødovre efter 12 minutter. Trods den manglende spiller på banen spillede Rødovre med stor selvtillid og overskud og tillod ikke Hvidovre ret meget boldbesiddelse i overtallet. Kort efter den første udvisning løb ud pådrog gæsterne sig en ny udvisning – Billedet var dog det samme i dette Hvidovre powerplay og Rødovre klarede frisag.

Resten af åbningsperioden forløb uden den store dramatik og Rødovre kunne derfor gå til pause med en 2-1 føring.

Hjemmeholdet fra Hvidovre kom stærkt ud til 2. periode og fik vendt 1-2 til 3-2 inden der var spillet 3 minutter. Begge mål kom efter fint opspil og blev scoret af Mathias Thorsen og Kenneth Danielsen. Rødovre var efter de hurtige scoringer en anelse rystet, men fik sig arbejdet ind i kampen igen og havde et par gode forsøg fra afstand.

Det blev 4-2 til Hvidovre efter godt 6 minutter, da Mathias Hørby Jensen udnyttede et markeringssvigt i Rødovres defensiv. Rødovre fik kort efter muligheden for, at komme tilbage i opgøret, da Frederik Kobberup fra Hvidovre tog en unødvendig udvisning. Rødovre kom dog ikke frem til noget nævneværdigt i overtallet.

Hvidovre var efter udvisningen ovenpå og havde flere muligheder for, at bringe sig yderligere foran. Godt målmandsspil og manglende skarphed gjorde, at stillingen forblev 4-2. Rødovre havde i denne fase af kampen ikke meget at, byde på og brugte meget energi i det defensive.

Hjemmeholdet fortsatte med, at have mest boldbesiddelse og de fleste afslutninger, men der faldt ikke yderligere scoringer i 2. periode, hvorfor stillingen inden 3. periode var 4-2 til Hvidovre.

Hvidovre åbnede de sidste tyve minutter med fin kontrol, men havde svært ved, at komme til den helt åbne chance. Rødovre lurede derimod på omstillinger og én af disse udnyttede Andreas Kleczewski efter godt 2 minutter og bragte Rødovre tilbage i opgøret. Intensiteten fik et hak opad efter scoringen og der var flere situationer, hvor dommerne måtte træde til.

Hvidovre var, trods reduceringen fra Rødovre, stadig mest på bolden og gæsterne havde svært ved, at komme frem muligheder den anden vej. Gæsterne kløede dog på og udnyttede efter godt 8 minutter lidt sløseri i Hvidovres defensiv og scorede til 4-4 ved Mikkel Gotfredsen. Det kunne også være blevet til 5-4 kort efter, men Hvidovres målmand hev en stor redning op af hatten.

Begge hold var efter udligningen meget afventede og det var småt med chancer i nogen af enderne. Rødovre brød dødvandet efter godt 13 minutter ved Rasmus Nielsen, som tog chancen udefra og bragte gæsterne foran med 5-4. Hvidovre kom herefter længere frem på banen, men havde stadig svært ved, at komme til de helt åbne chancer.

I slutfasen lagde Hvidovre et mindre pres på Rødovres mål for, at fremtvinge den udlignende scoring til 5-5. Den helt store chance kom dog først med godt 40 sekunder tilbage af opgøret og her var Emil Odfeldt sikkerheden selv og udplacerede målmanden til stillingen 5-5, hvilket også var stillingen efter 3. periode.

Den efterfølgende overtid bød på flere gode muligheder til begge hold. Det blev Hvidovre der trak det længste strå, da Mathias Thorsen scorede det afgørende mål til 6-5 efter 7 minutter. Sejren sender Hvidovre op på 2. pladsen i kredsen, mens Rødovre fortsat ligger på 5. pladsen med én kamp tilbage.