Hvidovre besejrede Rødovre i intens duel

Zimon Madsen fra Hvidovre Attack FC med bolden mod Vanløse Floorball i U18-rækken 20/21. Foto: Thomas Lunau

Rødovre FC – Hvidovre Attack FC 6-8 (2-3,2-3,2-2)

Rødovre lagde stærkt ud i dagens TV-Kamp i Select Herre Floorball Ligaen mod Hvidovre og havde indenfor de første par minutter et par gode muligheder foran Kasper Eriksen i Hvidovres mål. Hjemmeholdet startede generelt stærkt, men manglede den nødvendige skarphed foran mål.

Gæsterne i dagens anledning, Hvidovre, fik efterhånden ædt sig ind i kampen og viste en helt anden effektivitet foran modstanderens mål. På blot et minut scorede gæsterne to gange først ved Frederik Kobberup og siden Lucas Madsen. Rødovre rejste sig dog hurtigt og reducerede kort efter ved Andreas Kleczewski til stillingen 1-2.

Det fortsatte med, at være intenst og begge hold skabte et fint antal chancer. Det blev Hvidovre der satte den næste pind på tavlen, da Lucas Madsen dukkede op og passerede en ikke helt sagesløs Oliver Have i Rødovres mål. Gæsterne blev efter målet til 3-1 mere dominerende på bolden og holdte i lange perioder Rødovre fra de helt åbne chancer.

Mod spillets udvikling fik hjemmeholdet reduceret til 2-3 godt 3 minutter før periodens udløb, da Jakob Ohlsson fandt en helt fri Niklas Nordh foran gæsternes mål. Selvsamme Niklas Nordh havde kort efter reduceringen en stor chance for, at udligne men en stor redning af Kasper Eriksen forhindrede dette.

Trods en stor chance til Rødovres, Andreas Kleczewski, kort før pausen så faldt der ikke yderligere scoringer i 1. periode, hvorfor Hvidovre kunne gå til pause med en føring på 3-2. Intenst, hektisk og masser af nærkampene i de første tyve minutter – Det lover godt for forsættelsen.

Hjemmeholdet fra Rødovre startede 2. periode i overtal og der skulle blot gå 16 sekunder før Patrick Møller havde bragt balance i regnskabet – Et flot mål efter godt opspil. Rødovre rendte dog ind i et par udvisninger efter udligningen og her viste Hvidovre utroligt stor effektivitet. Det blev først til 4-3 ved Zimon Madsen og 5-3 ved anfører, Frederik Kobberup.

Målfesten fortsatte efter regnen af udvisninger var stilnet lidt af. Først scorede Zimon Madsen fra Hvidovre til 6-3 for derefter, at se Rødovres Andreas Kleczewski lave sit 2. mål i kampen og reducere til 4-6. Efter reduceringen søgte begge hold længere faser med bolden – Tempoet var stadig højt, men antallet af chancer faldt en smule.

De længere faser på bolden til hvert hold fortsatte efter vi passerede midtvejspunktet i 2. periode. Hvidovre havde bedste muligheder, men Jacob Stenkilde i hjemmeholdets hev flere store redninger frem og holdte dermed hans hold inde i kampen.

Mod slutningen af 2. periode lagde Rødovre et fint pres på gæsterne og skabte en række fine muligheder uden det dog blev rigtig farligt foran Hvidovres mål. Sekunderne løb dermed af klokken og Hvidovre kunne gå til pause efter 2. periode med en føring på 6-4.

Hvidovre kom flyvende ud til 3. periode og havde inden der var spillet 10 sekunder en stor chance for, at bringe sig yderligere foran ved Mathias Hørby, som dog måtte se sit forsøg blive afværget. Rødovre kom bedre med og havde blandt andet et skud på overliggeren ved Jannik Dalkvist inden der var spillet 4 minutter af 3. periode.

Efter den hektiske indledning på perioden kom Hvidovre mere og mere på bolden og havde langt hen af vejen fin kontrol over kampen. Rødovre var sjældne gæster i den gæsternes defensive zone i denne fase af kampen og hjemmeholdet bød sig reelt kun til med skud fra kanterne.

Stik mod spil og chancer, så fik Rødovre reduceret til 5-6 godt midtvejs i 3. periode. Målet kom efter en hurtig omstilling, hvor Hvidovres forsvar hang efter i deres markeringer. Reduceringen ændrede dog ikke på kampbilledet, da Hvidovre fortsatte med, at være spildominerende, mens Rødovre lukrerede på de omstillinger der nu måtte opstå.

Med 7 minutter tilbage af opgøret fik Hvidovre en gylden mulighed for, at lukke kampen. Hjemmeholdet trak en lidt tvivlsom udvisning og gæsterne var ikke sene til, at tage imod denne mulighed, da Zimon Madsen scorede til 7-5 kort inde i overtallet.

Der blev med 5 minutter tilbage af kampen kastet en livline ud til Rødovre, da de fik 2 minutter i overtal. Hvidovre kæmpede for heroisk og holdte hjemmeholdet fra noget der mindede om chancer i de to minutter. Kort efter lukkede og slukkede Hvidovre alt håb for Rødovre, da Kenneth Danielsen blev spillet helt fri i slottet og scorede til 8-5.

Trods en reducering fra Rødovre i slutfasen, så var Hvidovres sejr aldrig i fare. Gæsterne kunne dermed bogføre yderligere 3 point efter en 8-6 sejr over Rødovre.