Hvidovre tog første stik efter en tæt kamp

Foto: Hvidovre Attack FC

Hvidovre Attack FC og Frederikshavn Blackhawks spillede første kvartfinalematch søndag eftermiddag i Avedøre Idrætscenter. Det blev en helt tæt affære. Sådan er det ofte når de to hold mødes.

Hjemmeholdet kom op med 2-0 i starten af anden periode, men en reducering fra gæsterne holdt kampen tæt inden tredje periode. Her trak Hvidovre fra med to mål og kom op med 4-1. Det lignede en afgørelse. Nordjyderne svarede dog igen. Agata Adamzyck reducerede to gange på under et minut i slutningen af kampen.

LÆS OGSÅ: Copenhagen vinder sikkert i Herning

Det hjalp dog ikke noget i sidste ende, da Eva Knudsen kunne sætte 5-3 med 12 sekunder tilbage af kampen for hjemmeholdet. Hvidovre havde Agata Plechan som bedste spiller med to mål og to assists.

1-0 i serien til Hvidovre inden næste weekends afgørende kampe om at komme i semifinalen.