Hvidovre vandt med hiv og sving over Copenhagen

Kenneth Danielsen afslutter i en kamp mellem Copenhagen og Hvidovre i 20/21 sæsonen. Foto: Thomas Krogh Photgraphy

Det var en vigtig match der var på programmet torsdag aften i Select Herre Floorball Ligaen i mellem Hvidovre Attack FC og Copenhagen FC.

På trods af at Hvidovre var favoritter, så blev det en helt lige kamp, hvor Copenhagen i store dele af kampen lykkedes med deres gameplan om højt pres og tempo.

Kampens indledning blive lige nøjagtig tempofyldt. Der var kun spillet 18 sekunder da Rasmus Madsen sendte bolden i nettet via Kasper Abildgaards fod. Selvmål af Abildgaard og drømmestart for hjemmeholdet Hvidovre.

Copenhagen kom hurtigt tilbage i kampen på måltavlen, da Kalle Tamminen slog en bold ind tæt under mål, på Kasper Eriksen i Hvidovre-kassen.

LÆS MERE: Herreligaen: Hvidovre Attack – Copenhagen FC i tal

Stillingen hold helt hen til slutningen af perioden, hvor hjemmeholdet fik muligheden i powerplay. Efter halvanden minuts sløjt powerplay spil lykkedes det endelig at komme frem til en halv chance. Den halve chance blev konverteret til endnu et selvmål af Copenhagen, da Simon Bondo blev presset af Mathias Hørby til at sparke bolden i eget mål.

Lidt af en dukkert for udeholdet.

Hvis marginalerne havde været med Hvidovre i deres afslutninger i første periode var de det endnu mere i anden periode. Emil Odfeldt og Rasmus Madsen kom afsted i en spilvending.

Madsen spillede en fri Odfeldt tæt under mål, der styrede bolden op på overlæggeren. Rasmus Engelhardt Frie havde kastet sig og troede han havde afværget forsøget, men bolden sprang via overlæggeren op i luften og med backspin sprang ind i kassen. 3-1 Hvidovre næsten midtvejs i kampen.

Bedst som man havde indstillet sig på at Hvidovre skulle gå til pause med en to-måls føring så kom der en vital scoring til gæsterne. Magnus Møller fandt storebror Patrick Møller fri foran mål. Afslutningen gik under armen på Kasper Eriksen og i mål til en 3-2 reducering, kun 16 sekunder før anden periode var slut.

Copenhagen kom tændte ud til tredje periode og arbejdede stenhårdt i hvert skift. Belønningen faldt lidt over syv minutter inde i perioden. Villads Crawfurd sendte et skud på mål og Bertram Vinther fulgte op foran mål til en udligning og kæmpe jubel på Copenhagen-bænken.

Kort efter kom Hvidovre i powerplay, men hjemmeholdet fik det ikke til at fungere og i stedet slog Copenhagen til igen, efter de var blevet fuldtallig.

Jonathan Carlsen vandt ind duel hjørnet til højre for Hvidovres mål, og herfra trak han ind i banen og sendt en flad baghånds afslutning mod mål. Bolden endte med at snige sig ind under Kasper Eriksen og ind i målet til en overraskende føring til udeholdet.

Hvidovre-træner Oscar Eklund tog omgående timeout. Med otte minutter tilbage på uret, var der masser floorball at spille og det fik Copenhagen at mærke.

Det unge Valby-mandskab overlod lidt for meget af initiativet til Hvidovre der fik en udligning fra Kenneth Danielsen til 4-4 flot sat op af Jannik Trolle. Scoringen faldt med fire minutter tilbage.

Spilovertaget til Hvidovre fortsatte, men Copenhagen-spillerne krigede virkelig på banen for at skrabe mindst det ene point hjem, og man kan derfor næsten ikke lade være med at have lidt ondt af udeholdets spillere, da Rasmus Madsen med kun 29 sekunder tilbage på klokken fandt en fri Kenneth Danielsen til endnu en scoring og dermed 5-4 på tavlen.

Copenhagen havde fortjent mere, ser over hele kampen, men formåede ikke at holde fast til allersidst, hvor rutine og personlige fejl blev afgørende.