Intenst og dramatisk opgør gav sejr til Vanløse Floorball

Rasmus Bømervang i kamp for Vanløse Floorball i SFL 20/21. Foto: Thomas Krogh Photography

Weekendens eneste opgør i Select Herre Floorball Ligaen stod mellem Vanløse Floorball og Copenhagen FC. Begge hold søgte oprejsning efter midtugens nederlag til henholdsvis Benløse FC og Hvidovre Attack. Det blev en underholdene kamp der først blev afgjort i overtid efter en dramatisk afslutning.

Vanløse Floorball kæmpede i starten af opgøret meget med deres opspil, som ofte endte med fejlafleveringer på midten på banen. Disse opspilsfejl nød Copenhagen FC godt af og kom frem til flere gode muligheder.

Gæsterne fra Copenhagen FC indledte målscoringen efter godt 7 minutter, da Charlie Petersen på fornem vis overlistede målmanden i hjemmeholdets mål. Vanløse Floorball forsøgte herefter, at flytte spillet højere op på banen og kom også frem til nogle enkelte muligheder uden dog, at det blev til de helt åbne chancer.

Vanløse Floorball fik omsider prikket hul på den velspillende Rasmus Engelhardt i Copenhagen FC målet efter godt 14 minutter, da Daniel Hedegaard fra Vanløse Floorball på forunderlig vis fik skubbet bolden det sidste stykke ind over stregen. Den resterende del af perioden var præget af meget åbent spil og flere gode indgreb af begge holds målmænd.

Hjemmeholdet fra Vanløse Floorball lagde godt ud i anden periode og fik hurtigt bragt sig på 3-1 på mål af henholdsvis Fredrik Sjöstedt og Nicklas Hansen. Begge mål kom på baggrund af et godt genpres fra hjemmeholdets side, hvilket overrumplede Copenhagen FC.

Efter de to hurtige scoringer fra Vanløse Floorball fik Copenhagen FC bedre fat i defensiven og skabte fine muligheder uden dog, at blive helt farlige. En udvisning til Copenhagen FC midtvejs i perioden fik dog taget luften af Copenhagen FCs pres og Vanløse Floorball fik igen bedre fat i opgøret.

Vanløse Floorball var i store dele af den resterende del af anden periode i kontrol og holdte Copenhagen FC fra de helt åbne chancer. I den anden ende storspillede Copenhagen FCs målmand, Rasmus Engelhardt,  og holdte Vanløse Floorball fra yderligere scoringer, hvorfor stillingen inden den sidste periode var 3-1 til hjemmeholdet.

Copenhagen FC fik den bedst mulige start på tredje periode med en hurtig reducering ved Christian Holmsteen efter blot 49 sekunder. Gæsterne fortsatte den gode start på perioden og blev belønnet med en udligning til 3-3 efter godt 5 minutter.

Efter Copenhagen FCs gode start på perioden blev det hele vendt på hovedet, da Vanløse Floorball på ganske kort tid fik bragt sig foran med 4-3 og 5-3 ved Daniel Hedegaard og Rasmus Bømervang. Copenhagen FC fik dog besvaret de to hurtige scoringer fra Vanløse Floorball med en reducering til 5-4 ved Bertram Vinther.

I den efterfølgende periode pressede Copenhagen FC godt på for en udligning, men det lykkes ikke, at få bolden det sidste stykke ind over stregen. Den gode periode for gæsterne blev afbrudt af et par unødvendige udvisninger, hvilket gav Vanløse Floorball lidt ro.

Vanløse Floorball bragte sig foran med to mål igen kort før den anden udvisning udløb. Målet kom på baggrund af sløset spil af Copenhagen FC og effektiv udnyttelse af Vanløse Floorballs Fredrik Sjöstedt. Der manglede på det tidspunkt godt 4 minutter af opgøret. Målet blev startskuddet til en vanvittig afslutning på opgøret.

Copenhagen FC trak målmanden umiddelbart efter Vanløse Floorballs mål til 6-4 og spillede stort set med 6 mand i den resterende del af kampen. Den satsning gav pote med godt 1.30 tilbage af opgøret og comebacket blev fuldendt, da Magnus Møller udlignede til 6-6 med blot 46 sekunder tilbage af kampen. Der faldt ikke yderligere scoringer i kampen, hvorfor kampen skulle afgøres i overtid.

Den efterfølgende overtid blev afgjort efter godt 3 minutter, da Vanløse Floorballs Rasmus Bømervang tog sagen i egen hånd og afgjorde kampen til Vanløses fordel.