
Frederikshavn Blackhawks skal have ny cheftræner til deres damehold i Select Kvinde Floorball Ligaen. Det står klart efter, at Jan Berggren annoncerede sit stop efter 5 år i spidsen for holdet. Jan har vægtet mere tid med familien højt i forhold til sit stop, som cheftræner:
– Fem år har jeg været omkring dameholdet nu. Nu er det tid at trykke på pauseknappen som træner. Jeg skal til at bruge noget mere tid med min familie. Min søn savner, at hans far kan komme med på tur i weekenderne. Så nu er det tid.
Den snart tidligere cheftræner for Frederikshavns damehold sætter følgende ord på hans tid i spidsen for holdet:
– Det har været en fantastisk rejse at være med på. Både DM-guld, flotte pokalindsatser og et par bronzemedaljer. Vi har haft et ungt hold nærmest alle sæsoner. At se hvor langt de har flyttet sig er helt fantastisk. Også at se de ældre spillere kan finde gnisten år efter år.
Nordjyderne skal ikke blot finde en ny cheftræner, men også en ny assistenttræner. Michael Berggren har også valgt, at trække stikket. Om stoppet fortæller Michael:
– Jeg vil stadig have min daglige gang i Blackhawks, hvor jeg vil være med som træner for mine børn på 5 og 11 år, ligesom jeg vil følge dameholdet tæt. Der er meget potentiale i holdet. Jeg ser også frem til at spille lidt selv igen uden så meget ansvar som ligatræner. Det har ikke været en nem beslutning, men følte at det var tiden nu.
Formand for Frederikshavn Blackhawks dameudvalg, Jan Jacobsen, har været meget tilfreds med både Jans og Michaels indsats, som trænere de seneste 5 år:
– Vi har været meget tilfredse med deres indsats og engagement og skønner på, at de har meddelt os deres beslutning i så god til, at vi har kunnet sondere terrænet for kvalificerede trænere. Det betyder, at vi kan præsentere en ny træner til vores dameligahold i kommende uge.
Formanden sender samtidig en stor tak til både Jan og Michael:
– Vi skylder Jan en stor tak for hans virke gennem de fem år. Det har været en fanstatisk indsats med stort engagement. Ligeledes en stor tak til Michael. Vi er glade for, at de begge to er en del af Blackhawks og glæder os til at møde dem i hallen i den nye sæson.
Frederikshavn Blackhawks forventer allerede, at have en ny cheftræner på plads i den kommende uge.