Jesper Bertelsen: – Noget af det bedste vi har spillet

Jesper Bertelsen (mf.) og Filippa Granlund (th.) trænerteam for Århus FK under en kamp i SFL 20/21. Foto: Helge Overgaard

Århus FK leverede en stærk præstation og besejrede Frederikshavn Blackhawks i den første kamp i deres semifinaleserie. Cheftræner for århusianerne, Jesper Bertelsen, så noget af det bedste holdet har spillet i denne sæson, men anerkender også at de måske blev lidt for tilfredse i 3. periode:

– 1. og 2. Periode er noget af det bedste vi har spillet i denne sæson, og vi stod egentlig måske og blev lidt for stolte over den præstation, at vi glemte at gøre arbejdet færdig i 3. Periode. Omvendt går Blackhawks også ned på få spillere, og selv om Laura De Fries går ud, formår de virkelig at lægge er tryk på os, og får vel også fortjent scoret et par mål. Heldigvis giver 7-3 målet os lidt ro på, ellers kunne det godt have endt rigtig presset.

Cheftræneren fortæller samtidig om, at holdet havde lidt stolpe ind i en kamp, hvor de inden føringsmålet var lidt heldige med, at der fortsat stod 0-0:

– Generelt har vi vel også stolpe ind i dag og de har stolpe ud. Der er i hvert fald et par situationer inden vores 1. Mål, hvor de kunne have scoret, og hvor vi er lidt heldige. Men fra 1-0 målet har vi egentlig kontrol over kampen, og om det er vores spil eller at de bare ikke rammer dagen, ved jeg ikke, men jeg tror egentlig begge hold står lidt efter 2. Periode og tænker wow… hvad skete der lige der.

Århus FK har gennem hele sæsonen kørt på mange folk – I slutspillet er cheftræneren dog gået ned på folk, hvilket har givet umiddelbare resultater:

– Vi har jo hele sæsonen kørt meget bredt i forhold til opstilling, derudover har vi også været ramt af skader, men det er klart at vi her op til slutspil har sigtet lidt smallere i forhold til brug af spillere, men vores trup er super harmonisk, og dem som ikke spiller, støtter i den grad op alligevel.