Kæmpe pokaldrama da Århus gæstede Aab Floorball

Nicoline i kamp i pokalfinalen 19/20 for Aab Floorball. Foto: Thomas Krogh Photography

På forhånd var Aab Floorball relativt store favoritter i mod Århus FK i 3. runde af kvindernes pokalturnering, da de to hold mødtes torsdag aften.

Men kampbilledet blev noget anderledes end, hvad mange nok havde ventet. Århus bed nemlig fra sig i en sådan grad at hjemmeholdet var helt ude i tovene helt ind til de sidste sekunder af kampen.

Århus kom godt fra start i kampens indledning da Kristine Møller Sørensen bragte gæsterne foran med 1-0, Aab fik udlignet den føring, men igen slog Kristine Møller Sørensen til. 2-1 til Århus efter første periode.

Føringen blev udbygget til 3-1 i starten af anden periode, inden hjemmeholdet trykkede speederen i bund i nogle minutter. Nicoline Pihl og Michell Knøsen både reducerede og udlignede kampen, så stillingen for en stund var 3-3.

Men knap var Aab kommet på omgangshøjde med Århus, før at gæsterne igen trak fra. To kmål inden for et par minutter betød at Århus pludselig var oppe med 5-3. Heldigvis for Aab havde de Nicoline Pihl med. Pihl reducerede kort inden anden pause, så hjemmeholdet kun var nede med 4-5.

Den stilling holdt ind til midten af tredje periode, hvor Nicoline Pihl igen var på pletten og sendte sin tredje scoring i mål til udligning 5-5. Afgørelsen lod vente på sig. Med 53 sekunder tilbage af kampen pådrager Line Blaabjerg sig en udvisning og pludselig lå afgørelsen på Århus’ stave.

Gæsterne magtede dog ikke presset og i stedet slog kampens profil Nicoline Pihl kontra, og i undertal sendte hun Aab Floorball på 6-5 med sin fjerde scoring!

Aab Floorball er dermed videre til kvartfinalerne i pokalturneringen. Også Esbjerg Sharks FC er videre til kvartfinalerne da de slog Team Århus Floorball med sikre 10-1.