
Mandag aften vandt AaB Floorball en meget målrig og tæt kamp på hjemmebane mod Frederikshavn Blackhawks. Kampen endte 9-8 og ser man på kampen i tal kunne resultatet nok også være gået begge veje. Og ifølge Line Blaabjerg var det også en rodet kamp, men med aftalerne på plads, så lykkedes det at hive sejren hjem.
– Kampen var en meget rodet og målrig affære. Blackhawks pressede som altid meget på, men vi lykkedes i store del af kampen med, at spille os ud af det første pres, med hurtig boldomgang og bevægelse for hinanden.
Line er heller ikke i tvivl om, at de leverede og spillede som et hold i mandags, og netop det er også en prioritet for AaB i denne sæson.
– Vi leverede i går (mandag, red.) en stærk holdpræstation, som er noget af det vi har meget fokus på i denne sæson – at alle tager ansvar og bakker op om hinanden.
Og selvom der er ting der kan forbedres til de kommende kampe, så var der også flere positive ting at tage med fra kampen. Specielt det offensive gik rigtig godt.
– Det positive var, at vi fik mere offensivt spil i gang og var effektive foran mål. Defensivt skal vi minimere personlige fejl og være bedre til at rydde op foran eget mål. Dette kostede flere mål i løbet af kampen, men får vi rettet op på det, vil vi kunne lukke kampen tidligere.