Mark Reinert: – Det tidlige føringsmål var altafgørende

Mark Reinert cheftræner for SEIF Tornados inden en kamp mod Frederikshavn Blackhawks i SFL 20/21. Foto: Helge Overgaard

SEIF Tornados skrev i går historie, da de for første gang i klubbens historie spillede en slutspilskamp. Milepælen blev fejret med en flot sejr på udebane mod Hvidovre Attack FC. Cheftræner for SEIF Tornados, Mark Reinert, sætter her nogle ord på en kamp der i følge ham sagtens kunne have tippet den anden vej:

– En kamp der generelt blev spillet i et utroligt højt tempo, og med rigtig mange kontrachancer og spilvendinger til begge hold. En kamp der let kunne være tippet til Hvidovres fordel, og der blev fightet til sidste sekund fra begge mandskaber.

Mark (Reinert red.) fortæller her mere om kampen og kommer samtidig ind på vigtigheden af den første scoring i kampen:

– Det var en meget nervøs flok spillere der gik ind til den første slutspilskamp i SEIF’s historie. At vi fik den hurtige scoring var altafgørende, da drengene derefter indså, at vi faktisk havde en chance. Alt i alt leverede alle mand en fantastisk indsats, hvor der virkelig blev kæmpet om hver eneste bold. En fantastisk præstation af Casper Eiersted i målet sørgede også for en helt kanon defensiv indsats.

SEIF Tornados har mulighed for, at følge op på den flotte sejr over Hvidovre Attack FC på onsdag når de tager imod lokalrivalerne fra Frederik Blackhawks på hjemmebane. En, på papiret, svær opgave men sejren mod Hvidovre må uden tvivl have givet SEIF Tornados ekstra blod på tanden.