Mark Reinert: – Stor tro på egne evner

Mark Reinert cheftræner for SEIF Tornados inden en kamp mod Frederikshavn Blackhawks i SFL 20/21. Foto: Helge Overgaard

SEIF Tornados er for første gang i klubbens historie gået videre fra et grundspil i Select Herre Floorball Ligaen. Kvalifikationen blev sikret via en 3. plads i grundspillet bag Frederikshavn Blackhawks og Sunds Seahawks FC. Cheftræner for Tornados, Mark Reinert, ser frem mod et mellemspil, hvor hans hold godt kan levere en overraskelse eller to:

– Fra sæsonstarten har vi godt vidst, at vi lå et niveau under de to stærkeste vesthold, og vi har derfor primært brugt kampene på at suge erfaring til os, samt udvikle hver enkelt spiller, så vi kan stå endnu skarpere i fremtiden. I stort set alle kampe har vi været fint med i flere perioder, for til sidst at falde igennem.

Det er kampe, vi har lært utrolig meget af, og de erfaringer glæder vi os til at bruge mod nye modstandere. Vi mener selv, at vi har en trup, der kan tage point mod selv de bedste, og nu er det bare op til os selv at bevise det. Vi er i hvert fald klar.

LÆS MERE: Mellemspilsoptakt: SEIF Tornados

Mark Reinert erkender samtidig, at hans hold formentlig kommer til, at bruge en del af kampene på, at forsvare mod, på papiret, stærkere modstandere. Det defensive fokus har fyldt en del hos nordjyderne op til mellemspillet – Cheftræneren uddyber herunder:

– I forhold til specifik træning, kender alle nu deres pladser i de forskellige spilsystemer, og vi har derfor kunne bruge mere tid på små finjusteringer i forsvaret, som uden tvivl bliver der, hvor vi kommer til at bruge mest tid i de kommende kampe, samt vores kontraangreb, som bliver et vigtigt våben.

LÆS MERE: Floorballpodcast #5: Herreligaens grundspil og mellemspil

Der er ingen tvivl om, at Tornados står overfor en svær opgave i det kommende mellemspil i Select Herre Floorball Ligaen. De unge spillere har dog fået en særdeles rutineret mand, at læne sig op ad i form af Lukasz Adamczak. Mark Reinert glæder sig over tilgangen af Lukasz Adamczak, som allerede nu har vist sig, at være en stor forstærkning af det unge hold:

– Det er ikke nogen hemmelighed at Lukasz ikke har samme høje niveau som for år tilbage, men hans rutine og spilforståelse er allerede en kæmpe gevinst for holdet, og bliver vigtig i mellemspillet. Han kan spille alle pladser, og er utrolig stærk fysisk. Vigtig mand at have i gang igen.