Mark Reinert: – Vi burde have vundet

Mark Reinert cheftræner for SEIF Tornados inden en kamp mod Frederikshavn Blackhawks i SFL 20/21. Foto: Helge Overgaard

Strandby havde, lørdag eftermiddag, en gylden mulighed for, at spille sig i semifinalerne i Select Herre Floorball Ligaen. Hvidovre ville det dog anderledes og hentede alle tre point i det nordjyske. Cheftræner for Strandby, Mark Reinert, sætter her nogle ord på en kamp, som han mener de burde have vundet:

– En kamp der gik meget som vi havde forventet. Højt tempo fra begge mandskaber, kamp om hver eneste centimeter på banen, og initiativ der skiftede frem og tilbage. Det var samtidig også en kamp vi kunne, og burde, have vundet, da vi simpelthen vadede i chancer.

Mark uddeler samtidig roser til Kasper Eriksen fra Hvidovre, som stod på hovedet i gårsdagens kamp:

– Vi var ikke kyniske og dygtige nok da det gjaldt, og samtidig stod Kasper Eriksen en helt igennem fantastisk kamp i Hvidovre målet!

Situationen for Strandby er, at de nu skal vinde én af deres to sidste kampe i mellemspillet. En svær opgave, men cheftræneren ser positivt på opgaven og glæder sig samtidig over, at Strandby er i en situation, hvor de selv kan afgøre det:

– I forhold til semifinalerne er chancerne stadig fine. Selvfølgelig har vi sat os selv i en svær situation, men at vi med to kampe tilbage stadig selv kan afgøre det, er vi fint tilfredse med.